I december 2020 overtog Foreningen Business Kolding driften af erhvervsnetværket "CO2-Klubben" fra Erhvervsgruppen Kolding, og netværket er vokset fra 42 til imponerende 192 medlemsvirksomheder, der deler en fælles vision om, at sænke CO2 udledningen i Kolding Kommune - men medlemmerne har fået blod på tanden, så nu sker der noget nyt!

21. september 2022

CO2-Klubben skifter navn!
Business Kolding har de seneste måneder haft fokus på at udvikle netværket CO2-Klubben, så den giver endnu mere værdi for medlemmerne. Vi har gennemført brugerundersøgelser blandt vores eksisterende medlemmer og sparret med vores advisory board. Det er tydeligt, at den grønne omstilling står endnu mere centralt for virksomhederne nu, og at medlemmerne har fået blod på tanden ift. grønne og bæredygtige tiltag. Navnet "CO2-Klubben" er derfor blevet for snævert ift. de mange aktiviteter og temaer, som medlemmer beskæftiger sig med i deres virksomheder. Så fremover hedder Co2-Klubben "Business Kolding Go Green".

“Det har vist sig, at flere af medlemmerne i CO2-Klubben også har haft interesse for andre områder inden for den grønne omstilling, og derfor har klubbens indhold over tid ændret sig”

Lise Daldorph, Forretningsudvikler, Business Kolding

Flere temaer
Der har fra netværkets medlemmer været et ønske om et "paraplybegreb", som kan dække over hele den grønne omstilling, og ikke kun over reduktion af CO2-udledning. Derfor har både Advisory Board og medlemmer været en del af processen omkring, hvad Go Green fremover skal indeholde.

 - Det har vist sig, at flere af medlemmerne i CO2-Klubben også har haft interesse for andre områder inden for den grønne omstilling, og derfor har klubbens indhold over tid ændret sig til at dække bredere, forklarer Lise Daldorph fra Business Kolding. Vi vil i det nye set-up fortsat have stor fokus på CO2-reduktion, da det er vigtigt, at vi gør en kæmpe indsats i fællesskab, og ved fortsat at have fokus herpå, kan vi også få flere virksomheder med.

Der er stor enighed om, at klubben giver værdi til medlemmerne gennem arrangementer og netværksaktiviteter, så medlemmerne løbende får adgang til relevante og faglige temaer. De får sparring, overblik, dialog og ikke mindst vidensdeling på forskellige temaer, der kan være med til at udvikle deres virksomhed.

I netværket vil der fremover være fokus på flere aspekter af den grønne omstilling udover CO2, som tidligere har været omdrejningspunktet. Fremover vil der også være aktiviteter om FN's 17 Verdensmål, CSR/kommunikation, grøn og bæredygtig forretningsudvikling, samt lovgivning mm.

Samme netværk, men flere tilbud
Netværket vil fungere helt som tidligere, men nu under nyt navn, så det kan rumme de mange nye temaer, som netværkets medlemmer ønsker at beskæftige sig med.

Go Green er et gratis netværkstilbud til medlemmer af Foreningen Business Kolding, som gerne vil arbejde ambitiøst med grøn omstilling i fællesskab med andre virksomheder. Go Green-netværket vil også være afsender og arrangør på projekter, arrangementer mm. som vil være åbne for alle virksomheder i Kolding Kommune. Formålet er at inspirere endnu flere virksomheder til, at arbejde grønt og bæredygtigt.