Business Kolding har netop fået de samlede resultater fra en ny survey, hvor 388 lokale virksomheder siden i mandags har svaret på en række spørgsmål.
Den 28. marts 2020
Blandt virksomhederne som har besvaret spørgsmålene har hver tredje mistet 76-100 pct. af deres omsætning og hver femte har gennemført afskedigelser.
Påvirkning af omsætning
Påvirkning af arbejdspladser
Samlet forventer virksomhederne, at hele 7 pct. af arbejdspladserne vil være væk på den anden side af COVID-19 krisen. I runde tal svarer det til et tab af arbejdspladser i Kolding på 2.500-3.000.
Det er naturligvis et resultat som skal fortolkes med meget stor forsigtighed. Vi kan for eksempel se, at flere virksomheder i vores survey endnu ikke har overblikket over konsekvenserne for antallet af arbejdspladser endnu, og så ved ingen med sikkerhed hvordan sundhedskrisen vil udvikle sig de kommende måneder.
Tabet af arbejdspladser kan derfor meget vel vise sig at være et underkantsskøn.
Det er vigtigt at holde fast i, at nedgangen i antallet af arbejdspladser sker som følge af et voldsomt chok og restriktioner. Hvis der åbnes for samfundet igen inden for en overskuelig periode, vil mange restauranter, hoteller og oplevelsessteder have behov for at ansætte mange af de medarbejdere som de nu har sagt farvel til. Det kan løfte økonomien hurtigt, hvis kunderne også vender tilbage.
Men som det umiddelbart ser ud nu, så vil konsekvenserne af COVID-19 krisen nemt kunne vise sig at være voldsommere end finanskrisen i 2008.
Vores survey viser desuden, at en del virksomheder endnu ikke kender de mange hjælpepakker eller tilbud og gratis vejledning og rådgivning. Derfor er informations- og vejledningsindsatsen fra både Business Kolding, private rådgivere og Sydjyllands Erhvervshus særlig vigtig nu.