Business Kolding og Trapholt inviterer til morgenmøde samt en guidet rundtur i Trapholts nye udstilling "FEEL ME".
FEEL ME – MIND x BODY x SPACE er navnet på den nye, store særudstilling på Trapholt. Business Koldings medlemmer inviteres til morgenkaffe på museet og ikke mindst mulighed for at opleve de imponerende, sanselige og bevægende værker af 28 danske og internationale kunstnere, hvor flere præsenteres på dansk jord for første gang.
Kom med på en sanselig og kropslig rejse ind i følelsernes land. For hører følelser til i kroppen eller hovedet? Kan computere og videnskab manipulere vores hjerner og følelser? Kan man designe et sted, hvor alle mennesker føler sig godt tilpas? Oplev en international særudstilling, som med store installationer og sanselige værker stiller spørgsmål til følelsernes natur og rolle i det 21. århundrede.
PROGRAM
08:00: Morgenkaffe og netværk
Museumsdirektør Karen Grøn byder velkommen og giver indblik i, hvad der rører sig på museet i øjeblikket. Desuden fortæller Anne Schjødt Andersen, der er ansvarlig for særarrangementer og erhvervsklubber om, hvordan virksomheder kan bruge Trapholt som venue – uanset om du planlægger små eller store møder, konferencer eller events for kunder, medarbejdere eller samarbejdspartnere. Gustav Lind Trapholt har friskbrygget kaffe på kanden og serverer let morgenmad.
08.30: På tur gennem FEEL ME
Gå med Karen Grøn gennem den store udstilling og oplev de ekstraordinære værker. Glæd dig til den fem meter store installation ”Air Fountain”, hvor transparent silke svæver til musik i en intim dans, af den amerikanske kunstner Daniel Wurtzel. Wurtzel blev for alvor verdenskendt ved afslutningsceremonien for Vinter-OL i 2014. Oplev også ”Fragile Future”af hollandske DRIFT, som kombinerer natur og teknologi i et lysende netværk af bittesmå ægte mælkebøttefrø monteret på LED-pærer spændt ud i et kobberstillads. Det og meget mere i den største internationale udstilling på Trapholt til dato.
09:30 Tak for i dag
OBS! Begrænset deltagerantal på 60 personer - fordeles efter først til mølle princippet.