Der er lagt op til folkefest i Kolding med meteorolog Jesper Theilgaard, livemusik og aktiviteter for hele familien, når Kolding Kommune og BlueKolding indvier Danmarks største pumpe-sluse lørdag den 27. juni. Alle er inviteret, også til at se anlæggets imponerende kæmpeskruer flytte 20.000 liter vand i sekundet.
Når pumpe-sluseanlægget ved udmundingen af Kolding Å mellem Kolding Havn og Marina syd officielt skal indvies, bliver det med klassiske indvielses-ingredienser som taler og snoreklip.
Men det bliver også med mulighed for at se anlæggets mest spektakulære elementer, de fire kæmpestore Arkimedesskruer i brug, når de flytter 20.000 liter vand i sekundet.
Desuden vil studerende fra MGK Kolding give koncert, og der vil være børneaktiviteter på pladsen. Meteorolog og forfatter Jesper Theilgaard holder oplæg om fremtidens klima, og i vidensteltet kan man blive klogere på klimatilpasning i Kolding. Derudover vil der være mulighed for at købe mad, drikke og sluse-is.
Med andre ord er alle sejl sat til for at skabe en stor festdag i Kolding, og borgmester Jakob Ville håber, at hele Kolding vil bakke op.

