Oplev en af Danmarks mest succesrige forretningsmænd - Jesper Buch. Hør Jesper fortælle sin imponerende historie om JUST-EAT og livet som iværksætter – et godt gammeldags eventyr.
Iværksætterprojekter skal ifølge super-iværksætter og stifter at Just Eat, Jesper Buch, være baseret på gode idéer, ambitioner og hårdt arbejde. Den sammensætning af iværksætter-dna har gjort ham til en af Danmarks mest succesfulde erhvervsmænd, og når han den 7. april gæster Comwell Kolding, kan du få et detaljeret indblik i hans filosofier, historien om hans utrolige erhvervssucces og masser af guldkorn og gødning til din egen spirende iværksættertrang.
Det kræver – med Jesper Buchs eget udtryk – ”kick ass”-attitude at føre sin idé og sin forretning ud i livet. Intet skal være vigtigere. Især ikke i de første år, som er de allerhårdeste. Man skal give den alt, hvad man har, hvis det skal blive
godt.
Det er først og fremmest det mindset, der har bragt Jesper Buch fra en kælder i Kolding til millionærstatus. Han er i dag medejer af en lang række forretninger, herunder Miinto, Drinkster, Osuma, Ungarbejde.dk, Gomentor, Autobutler, Nabo.dk og Gomore.dk og har eget iværksætterhus i Spanien, hvorfra han nu også investerer i andres gode ideer. Et sandt eventyr, der er bygget på ekstrem dedikation og hårdt arbejde igennem de ti år, han brugte på at grundlægge onlinetjenesten Just Eat.
Brændstoffet er udviklingstrangen. Når den succesfulde erhvervsmand kigger tilbage på hele den lange proces med at få Just Eat etableret, kan han se, at det særligt var de indledende faser omkring blandt andet idéudvikling, der virkelig tændte ham, og sådan har han det stadig.
Jesper Buchs aktuelle medvirken i DR-programmet “Løvens hule”, hvor iværksættere får mulighed for at præsentere deres forretningsidé for fem succesfulde erhvervsfolk, understreger hans store passion for idéudvikling.
Selv siger han om sit eget erhvervseventyr: - Dengang var målet økonomi, altså gevinsten for enden af tunnelen. Men når man kommer i gang, så glemmer man alt om det. Heldigvis, for det er vejen frem til målet, der kræver fokus, og ikke selve målet.