InvestorDagen er nordens største event for private investorer, og den 20. november er turen kommet til Kolding. Der er 50 fripladser til de første lokale, der tilmelder sig.
InvestorDagens program favner bredt, og som altid vil flere aktieanalytikere give deres bud på, hvordan du som investor bør agere i det nuværende aktieklima. Men netop dette års InvestorDagen i Kolding har flere ekstraordinære esser i ærmet.
Programmet byder på en paneldebat med fokus på investorkulturen i Kolding og region Syddanmark med titlen ”Vækst, visioner og børsnoteringer”.
Her debatterer Koldings borgmester Jørn Pedersen med den lokale aktieanalytiker John Stihøj og direktør Helge Holm-Larsen fra Syddansk Innovation, der blandt andet kan fortælle om to kendte og succesfulde investeringer i robot-virksomhederne Universal Robot og MIR.
Deltagerne til InvestorDagen kan også se frem til at møde to spændende virksomheder, der er klar til at gå på børsen indenfor de kommende uger: Den Jyske Sparekasse og det fynske robotselskab Scape Technologies. Og der kommer endnu to investorpræsentationer fra den svenske minibørs - FXI og SensoDetect. Så dagen byder på flere nye spændende vækstvirksomheder, som deltagerne har mulighed for at kigge nærmere på.