Efter et annus horribilis for verdensøkonomien, der blev ramt af en pandemi, er der tegn på økonomisk fremgang til næste år. I hvert fald hvis man spørger Koldings virksomheder, der, i en ny konjunkturanalyse gennemført af Business Kolding, regner med forsigtig fremgang.
Den 5. november 2020
Således siger 23 procent af 326 virksomheder, der har svaret på Business Koldings konjunkturanalyse, at de regner med at have et større investeringsniveau til næste år, og 50 procent forventer en højere omsætning.
13 procent forventer færre investeringer, og 17 procent lavere omsætning, viser svarene.
- Det er meget positivt at se, at der i mange virksomheder er en tro på fremtiden, forklarer Morten Bjørn Hansen, adm. direktør hos Business Kolding. Pandemien har påvirket virksomhederne og brancherne vidt forskelligt, og flere sektorer er i en helt uoverskuelig situation lige nu, og har behov for en hjælpende hånd, hvis de skal undgå at lukke. Men samtidig har vi mange virksomheder, heraf mange industrivirksomheder, som er kommet godt igennem krisen. Flere endda med en stigende omsætning. Det meget skæve billede forventer jeg, at vi fortsat vil se i 2021.
“Det er meget positivt at se, at der i mange virksomheder er en tro på fremtiden”
Morten Bjørn Hansen, Business Kolding
Forventningerne om lidt bedre konjunkturer fører også til, at 18 procent af virksomhederne i undersøgelsen forventer at skulle udvide antallet af medarbejdere, men der er til gengæld også 8 procent, som regner med at skulle afskedige medarbejdere.
Virksomhedernes svar er indsamlet i perioden 20. oktober til 2. november.
- Siden vi modtog svarene, har der været et præsidentvalg i USA og en beslutning om at slå alle mink ihjel på de danske minkfarme på grund af en betydelig risiko for folkesundheden. Det er usikre tider, som vi lever i, og derfor skal konjunkturundersøgelsens resultater tolkes med stor forsigtighed, slutter Morten Bjørn Hansen.
Konjunkturprognose for Koldings virksomheder 2021
Undersøgelsen er gennemført blandt 3.359 virksomheder beliggende i Kolding Kommune, med en svarprocent på 10 procent. I undersøgelsen er der ikke taget højde for virksomhedernes størrelse, og derfor kan man ikke bruge undersøgelsen som rettesnor for den generelle samfundsøkonomiske udvikling i 2021.