Har din virksomhed brug for at blive set på med friske øjne? Business Kolding formidler kontakt til studerende, der brænder for at hjælpe.
Mange virksomheder ligger ofte inde med projekter, som ville gavne effektiviteten, arbejdsglæden eller tallet på bundlinjen, hvis der var tid og ressourcer til at gå i dybden med dem.
Måske trænger kommunikationsstrategien til en opdatering, eller måske kunne arbejdsgangene blive mere smidige. Det kan også være, at I har en god idé til et nyt produkt, men ikke har tid nok til at få kortlagt det marked, det kunne sælges på, og derfor udskydes udviklingsprocessen.
Dette er blot et par eksempler på opgaver, som ofte bliver til "skuffeprojekter" i en travl hverdag, men som er oplagte for studerende at tage fat på i forbindelse med projektskrivning. Ved at samarbejde med en eller flere studerende, får I mulighed for at få taget de spændende projekter op af skuffen og få input til forbedring og optimering på områder, som ellers bliver overhalet af her-og-nu-opgaver.
I får engageret og nysgerrig arbejdskraft ved at åbne dørene for studerende. De har evner og rammer til at gå i dybden med analyser og projekter – med den nyeste viden i bagagen. De studerende får til gengæld mulighed for at smage på virkeligheden, og dermed er I også med til at klæde dem på til fremtidige job. Og hvem ved – måske bliver det hos jer?
Business Kolding tilbyder …
kontakt til studerende på de videregående uddannelsesinstitutioner i Kolding, som igennem projektskrivning kan hjælpe din virksomhed med udviklingsopgaver og "skuffeprojekter".
Kontakt os, så definerer vi i fællesskab opgaven præcist og finder ud af, hvilken type studerende netop jeres virksomhed kunne have gavn af.