Siden 2018 har Morten Bjørn Hansen været direktør for Business Kolding. Den 5. november fylder han 50 år, hvilket fejres med en reception for samarbejdspartnere, forretningsforbindelser og venner af Business Kolding.

28. oktober 2021

- Det har været fantastisk spændende at lære Koldings erhvervsliv at kende. Jeg har mødt mange ildsjæle, iværksættere med store drømme og dygtige virksomhedsledere. Kolding kan noget helt særligt, hvis du spørger mig, siger Morten Bjørn Hansen.

At det skarpe hjørne skal rundes i Danmarks 11. største kommune, lå nok ikke i kortene, hvis vi spoler tiden baglæns...

Efter at have taget en uddannelse som økonom skrev Morten Bjørn Hansen om erhvervslivet i Berlingske. Herefter arbejdede han for virksomhedernes interesseorganisationer Dansk Arbejdsgiverforening og senere Dansk Erhverv, for i 2018 at starte som direktør for Business Kolding.

“Jeg tror fuldt og fast på, at det er en forudsætning for vores velstand, at virksomhederne har gode rammebetingelser.”

Morten Bjørn Hansen, Business Kolding

- Min karriere har haft en rød tråd, som handler om at forbedre virksomhedernes vilkår. Jeg tror fuldt og fast på, at det er en forudsætning for vores velstand, at virksomhederne har gode rammebetingelser. Det gælder ikke mindst lokalt, siger Morten Bjørn Hansen, der tilføjer.

- Jeg må indrømme, at selv om jeg har være småforelsket i Kolding i mere end tyve år, så havde min verden og mit arbejdsliv et udgangspunkt i København. Men da muligheden for at arbejde i Kolding opstod, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at det var lige præcis det jeg gerne ville.

I forvejen var han flyttet med hustruen Connie og børnene Albert, Frederik og Tobias til Bramdrupdam 2½ år tidligere.

“At sidde på scenen med Obama foran 700 studerende, beslutningstagere og erhvervsledere er det største, jeg har prøvet i min karriere.”

Morten Bjørn Hansen, Business Kolding

- Det nye arbejdsliv i Kolding startede helt på toppen. To måneder inde i jobbet blev der indgået en kontrakt med Barack Obama, der i september 2018 gæstede Kolding. At sidde på scenen med Obama foran 700 studerende, beslutningstagere og erhvervsledere er det største, jeg har prøvet i min karriere.

Mens Morten Bjørn Hansen har været direktør for Business Kolding, har der været fokus på at omstille sig til et nyt erhvervsfremmesystem, forbedre værdien af foreningens medlemskab og hjælpe virksomhederne med digitalisering og grøn omstilling.

Mens han har været direktør er antallet af medlemmer af Foreningen Business Kolding vokset betydeligt, og der er i dag flere end 700 virksomheder, der er en del af fællesskabet.

“Virksomhederne har brug for at stå sammen, og det fællesskab tilbyder vi i Foreningen Business Kolding.”

Morten Bjørn Hansen, Business Kolding

- Der er en positiv stemning omkring Business Kolding, og de tilbud vi har til medlemmerne. Der er en stærk lokal orientering, også selv om man er en virksomhed med internationale ambitioner. Virksomhederne har brug for at stå sammen, og det fællesskab tilbyder vi i Foreningen Business Kolding”, siger Morten Bjørn Hansen, der fastholdt væksten under Corona-pandemien.

- Corona var en kæmpe udfordring for alle virksomheder. I Business Kolding måtte vi også omstille os til en ny – og usikker – virkelighed. Rent ledelsesmæssigt var det udfordrende, for vi havde som organisation så stor en kontaktflade, at vi for alt i verden ikke måtte sprede smitte til virksomhederne.

Når Morten Bjørn Hansen ser fremad er der en hovedopgave, der ligger foran organisationen.

- Vi står foran et kommunalvalg, hvor vi på forhånd ved, at der skal findes en ny borgmester. Sammen med vores bestyrelsesmedlemmer fra erhvervslivet er vi meget opsatte på at få et nyt stærkt partnerskab med det nye byråd. Jeg tror på, at Business Kolding skal gå foran med nye initiativer, som kan vise resten af verden, at Kolding kan noget særligt, siger Morten Bjørn Hansen, der håber, at mange vil lægge vej forbi Pakhuset på hans fødselsdag.

- Vi glæder os til at hilse på samarbejdspartnere, forretningsforbindelser og venner af huset, og få fortalt om de spændende projekter, vi arbejder på lige nu, slutter Morten Bjørn Hansen.

Tilmed dig gerne receptionen mht. forplejning