Danske Bank og Foreningen Business Kolding præsenterer de tre nominerede til Årets Virksomhed 2024.

7. februar 2024

Prisen tildeles en organisation eller virksomhed hjemmehørende i Kolding Kommune, der har skabt en positiv udvikling i organisationen/virksomheden, som vil bidrage til væksten i Kolding Kommune.

Prisen som Årets Virksomhed gives til en organisation/virksomhed, som har fokus på innovation, vækst og social ansvarlighed, samt ligeledes en sund økonomi.

De tre nominerede til Årets Virksomhed 2024 er:

FirstGrade

Hos FirstGrade sælger de tøj og legetøj til børn og unge, både i eget navn og i samarbejde med en lang række kendte youtubere.
FirstGrade favner både webshop, events og management for nogle af Danmarks største youtubere, og så er de samarbejdspartnere med kæder som Bilka og BR. På få år har de opnået imponerende resultater: Det seneste år en femdobling af overskuddet. De har netop modtaget deres første Gazellepris.
De holder events for børn og unge med Danmarks mest kendte youtubere, og i sommeren 2024 afholdt de Danmarks største youtube-event, FirstGrade Familiefestival i Kolding. Der blev solgt 3.000 billetter til arrangement.

 

 

Ny Form

Ny Form er en familieejet virksomhed med mere end 300 medarbejdere i højsæsonen. Kæden, der er en af Danmarks førende inden for sports- og fritidstøj for hele familien, startede i 1987, og har i dag 33 butikker beliggende i kystbyer i Danmark og Tyskland samt to webshops.
Siden start har de haft fokus på at levere kvalitetsvarer til fornuftige priser, og forhandler tøj fra seks egne mærker samt flere kendte brands.
Hos Ny Form vil de være mere end en butikskæde. I højsæsonen og i ferierne arrangerer butikkerne aktiviteter for hele familien, som yoga, vinterbadning, fælles motion, ponyridning, ansigtsmaling og meget mere – gerne i samarbejde med lokale foreninger

 

Treetops

Med rødderne solidt plantet i dansk jord i Vamdrup har Ricki Kjeldsen skabt millionforretningen Treetops. Siden starten i 2011 har de bygget mere end terrasser og akustikløsninger – de har skabt et globalt brand.
I 2019 besluttede de, at de skulle ud over Danmarks grænser, og startede med Tyskland og Sverige. Derefter eksploderede salget. De opererer nu i 30 lande i Europa, og er også på vej ind på det amerikanske marked med afdeling i Atlanta.
Intet mindre end 7 Gazeller er det blevet til, og i 2024 vandt de EY Entrepreneur of the Year i Syd- og Sønderjylland. Resultat før skat er steget fra 9 mio. i 2020 til 100 mio. i sidste regnskabsår.

Køb din billet til AWARD'22 her