Vil du åbne dit hjem for en udenlandsk iværksætter, så giver vi en middag på Koldinghus.

17. oktober 2016

Det nye Pakhus på havnen i Kolding danner til efteråret 2016 rammen om en stor international iværksætter-bootcamp, hvor kreative og innovative virksomhedsidéer krydres med talentfulde og håbefulde entreprenører fra hele verden. Alle internationale deltagere i Kolding er vindere fra deres respektive lande i Mellemøsten og Nordafrika, som i kraft af deres nationale førsteplads skal deltage i Creative Business Cup finale i København.

Inden finalen skal deltagerne medvirke i en bootcamp, som finder sted den 16-19 november 2016 i Kolding. Her skal de fintune deres præsentationer inden den internationale Creative Business Cup finale i København den 20-21 november.

Kunne I tænke jer et lærerigt og spændende bekendtskab?
Til bootcampen søger Business Kolding familier, som har lyst til at indkvartere de håbefulde udenlandske talenter i bootcampdagene. Alle gæster kommer med en anden kulturel rygsæk, hvor viden om iværksætteri, samfund og historie om gæstens hjemland, kan give et spændende og anderledes indspark i hverdagen. Som tak for hjælpen inviteres alle værtsfamilier den 17. november til en hyggelig og spændende middag på Koldinghus, hvor der både vil være pitches fra deltagerne samt lækkert mad og en særlig Koldinghus oplevelse.

Praktisk info:
Indkvarteringen skal finde sted i dagene den 16-19 november 2016. Hele torsdag og fredag deltager de i aktiviteter i Pakhuset. Deltagerne kommer i teams af 2, og vi foretrækker derfor, hvis du som værtsfamilie kan tage 2 personer ind. Frist for tilmelding som værtsfamilie er den 1. november 2016 og skal ske til Business Koldings kontaktperson, Anne Halskov, ador@businesskolding.dk, mobil 2047 3107. Har I spørgsmål er I også velkommen til at kontakte os.

Kort om Creative Business Cup
Konkurrencen i Kolding består af en fri hovedkonkurrence, samt 6 udfordringer med specifikke emner. Til hver udfordring er der en særlig udvalgt jury bestående af eksperter, som skal bedømme, hvor stor vækstpotentialet er hos de enkelte virksomhedsidéer. De bedste idéer fra hver national konkurrence går videre til finalen i København. Det er 7. gang der afvikles Creative Business Cup.