17. oktober 2025
Tina Søgaard, stifter af Ecooking, og Morten Bjørn Hansen, adm. direktør i Business Kolding
Den første oktober trådte det nye emballagedirektiv og producentansvar i kraft.
Intentionen er prisværdig: at reducere CO2-udledning og fremme genanvendelse. Men resultatet bliver noget ganske andet – nemlig højere priser for danskerne, et administrativt mareridt for tusindvis af virksomheder og et system, hvor ulemperne langt overstiger gevinsterne for miljøet.
Skrækeksemplerne har stået på stribe, uden at man politisk har taget det alvorligt. Hos hudplejevirksomheden Ecooking i Kolding er det en bureaukratisk øvelse, der koster virksomheden en formue og stiller den væsentligt ringere end udenlandske konkurrenter.
De direkte omkostninger løber op i en halv million kroner for virksomheden. Hvert produkt bliver omkring 10 kroner dyrere for forbrugeren – uden at nogen får mere værdi.
Ifølge reglerne skal man som virksomhed anspores til at vælge miljørigtige alternativer til de mest skadelige typer emballage. Målt med farvekoder, som samtidigt vejleder – eller skulle vi sige vildleder – forbrugere.
For Ecooking starter med ”rød” afgift på alle produkter, fordi mange regler ikke er færdiggjorte, og der mangler materiale-data. Virksomheden ved, at mange af Ecookings emballager er grønne, men straffes alligevel.
Hvis selskabets leverandør ikke oplyser det korrekte materiale, bliver Ecooking straffet – ikke leverandøren.
Alt, hvad der kommer fra udlandet, får en konkurrencefordel: De skal hverken betale de samme afgifter eller leve op til de samme krav. Danmark er det eneste land der indfører en rød-gul-grøn-ordning. Og Ecooking skal ansætte en ny medarbejder alene til at håndtere lovgivningen.
Emballage som virksomheden har haft på lager i tre år, skal enten smides ud eller afgiftsbelægges, selv om den er fuldt brugbar. Selv emballage, som Ecooking bruger til gavekort eller gratis vareprøver, udløser afgift – men jo kun for danske virksomheder.
Forbrugerne får altså dyrere varer. Virksomhederne får nye omkostninger. Og klimaet får et symbolsk skulderklap.
Når vi siger ”det skal udlandet ikke”, mener vi det bogstaveligt. Ingen andre lande har endnu indført denne model. Og når de gør – om nogle år – bliver det kun inden for EU. Produkter fra resten af verden kan fortsat dumpes på det danske marked, uden afgifter, uden kontrol og uden hensyn til klimaet.
Vi deler ønsket om at beskytte miljøet og reducere affald. Men når et bureaukratisk system bliver dyrere end problemet, det skal løse, mister det sin legitimitet.
Læg dertil, at ordningen indføres forskelligt fra kommune til kommune, så affaldshåndteringen vil variere i pris afhængig af hvilken kommune man driver sin virksomhed i. Et problem der også gør det særdeles vanskeligt at håndtere for virksomheder med aktiviteter i flere kommuner.
Det er overvejende sandsynligt at virksomheder enten lukker for produktionen eller flytter aktiviteter til udlandet. I alle mulige andre sammenhænge bruger vi millioner af kroner og en masse energi på at styrke iværksætteriet i Danmark – og det er der i den grad behov for. Men kan man virkelig fortænke de unge, hvis de vælger lønmodtager-ruten, når lovgivere og stat gang på gang gør, hvad de kan for at opstille bureaukratiske barrierer uden logik eller rimelighed?
For det burde være muligt at gavne klimaet uden samtidigt at smadre vores konkurrenceevne og iværksætterlyst.
