Ronnie Gram har gang i mange forskellige projekter. Han mener selv at det er relativt nemt at finde tid til, når de har det tilfælles, at man brænder for det man laver. Ved siden af sit arbejde som veterankoordinator i Kolding kommune står han bag det lokale mjødbryggeri Danish Nature Brew — en virksomhed, der med respekt for nordiske traditioner og gamle opskrifter forvandler honning til mjød, som både restauranter, vinhandlere og private kunder i stigende grad får smag for.
4. april 2025
Martin Porsborg Hemrich
Kolding på flasken
Det lille bryggeri holder til i Kolding og alt ved Danish Nature Brew emmer af lokal forankring. Flaskerne sælges primært til restauranter, specialbutikker og vinhandlere i Danmark, og flere koldingensere har også fået øjnene op for det traditionsrige produkt, som brygges med økologiske råvarer og kærlighed til det gamle håndværk.
Mjød er ikke øl!
Ronnie Gram møder ofte mange, der tror at mjød er en form for øl, men det er det ikke. Langtfra, faktisk. Mjød fremstilles ved at gære honning, vand og ofte urter eller krydderier. Øl bliver derimod brygget på malt, humle og gær. Mjød har derfor mere til fælles med vin — både i fremstillingsmetode og smag. Kort sagt: Øl er maltbaseret, mjød er honningbaseret.
“Jeg kan godt lide, at det stadig er småt, og at jeg kan følge hele processen selv. Hver eneste flaske kommer gennem mine hænder, og sådan skal det blive ved med at være, siger Ronnie, der lægger vægt på kvalitet frem for kvantitet.”
Ronnie Gram, Danish Nature Brew
450 mjøddrinks til Koldings erhvervsliv
For nylig viste Danish Nature Brew sig også frem for byens erhvervsliv, da virksomheden var en del af Foreningen Business Koldings store awardshow. Her serverede Ronnie og hans hold intet mindre end 450 spændende mjøddrinks til gæsterne — et klart bevis på, mjød sagtens kan få nyt liv som en del af det moderne cocktailunivers.
– Det var virkelig en fornøjelse at være med til. Det gav energi at se, hvordan folk tog imod det med nysgerrighed og smil, siger han.
En moderne fortolkning af nordisk mytologi
Navnet GUNLÖD, som pryder etiketterne på et af de mange mjødprodukter, er lånt fra nordisk mytologi. Gunlöd var datter af jætten Suttungen og vogter af den magiske mjød, som guden Odin snedigt stjal. Den historie passer perfekt til Danish Nature Brew, hvor gamle traditioner kombineres med moderne gastronomi.
– Jeg synes, det er sjovt at tage noget så gammelt og give det et løft med moderne smag og brug i drinks og mad. Vi viser jo på vores hjemmeside, hvordan man kan bruge mjøden på nye måder, så det bliver en oplevelse, siger Ronnie med et smil.

Netværket er i Kolding
På trods af den voksende opmærksomhed holder Ronnie begge fødder solidt plantet i Kolding. Her finder han roen og inspirationen til at udvikle nye smagsvarianter og samtidig passe sit arbejde som veterankoordinator.
– Det er vigtigt for mig, at det hele hænger sammen. At man kan drive en lille virksomhed på egne præmisser og stadig have tid til det andet, der betyder noget, siger han.
Det lokale netværk i Kolding er også en vigtig faktor for Danish Nature Brew. Ronnie har - udover sit eget lager - også lagerplads hos Trolden Bryghus, og brygningen foregår hos KokkeKompagniet. Begge virksomheder er ikke kun vigtige i forhold til opbevaring og brygning af hans udvalg af økologisk mjød. De er også vigtige sparringspartnere i forhold til brygning, udvikling af smag, sammensætning til mad, fadlagring på tønder og meget andet.
For Ronnie Gram er Danish Nature Brew ikke bare et bryggeri. Det er historiefortælling, lokal stolthed og en passion, der flyder fra flaske til glas — og videre ud i både Kolding og resten af Danmark.
Fakta om Danish Nature Brew
Ejer:
Ronnie Gram
Beliggenhed:
Kolding
Produkt:
Håndbrygget økologisk mjød baseret på gamle nordiske opskrifter og tilpasset nutidens gastronomi.
Kunder:
Restauranter, vinhandlere, specialbutikker — samt private kunder, der søger en særlig smagsoplevelse.
Særligt kendetegn:
Høj kvalitet, små eksklusive produktioner, lokal forankring og fokus på bæredygtighed.
Læs mere:
www.danishnaturebrew.dk