Lokal maskinfabrik er ekspert i store, speciallavede og 3D-printede konstruktioner og kommer til at jagte flere ingeniører efter større udvidelse. Ejer og direktør håber derfor, at to nye ingeniøruddannelser kommer til Kolding.
28. november 2025
Henrik Nordstrøm Holm
Hos den højtspecialiserede maskinfabrik MDT A/S Flexible i Kolding er der ingen tvivl om, at planerne om to nye ingeniøruddannelser på SDU i Kolding rammer et markant behov. Det fortæller indehaver og direktør Morten Bank Dahl.
”Det er helt klokkeklart, at kunne vi rekruttere lokalt uddannede ingeniører, ville vi meget gerne finde dem i Kolding,” siger Morten Bank Dahl.
Virksomheden udvikler og producerer specialværktøj og store, skræddersyede konstruktioner til industrien – ofte i 3D-print eller gennem avanceret maskinbearbejdning.
De seneste år har MDT udvidet kraftigt og beskæftiger nu 25 medarbejdere, heraf tre ingeniører – én af dem uddannet fra SDU.
”Vi har planer om at vokse yderligere, og det betyder, at vi kommer til at mangle flere ingeniører,” direktøren.
“Vi skal kunne tiltrække og fastholde dygtige folk. Og der spiller de lokale uddannelser en nøglerolle. Det ville simpelthen være guld værd”
Moretn Bank Dahl, Direktør og ejer af MDT Flexible
MDT, som ligger på Industrivej i sydbyen, råder med en kommende ombygning over 3.400 kvadratmeter med moderne produktionsudstyr, der kombinerer mekanisk præcision med digital teknologi.
Derfor ser Morten Bank Dahl et naturligt match mellem MDT og de kommende civilingeniøruddannelser Sustainable Industrial Design og Digitalised Manufacturing & Logistics.
”Det passer rigtig godt til vores virksomhed. Vi lever af at tænke i nye løsninger og bruge teknologien aktivt, og de kompetencer bliver kun vigtigere fremover,” siger han.
Et stærkt fundament
De to uddannelser, som SDU forventes at åbne i 2027, skal uddanne ingeniører med viden inden for bæredygtig produktudvikling, materialeforståelse, digital produktion og automatisering. For MDT betyder det både nemmere rekruttering og nye muligheder for samarbejde.
”Vi har haft praktikanter før, og det fungerer rigtig godt. Hvis der kommer flere studerende tættere på, tror jeg, vi vil få endnu mere ud af det – både i forhold til udvikling og rekruttering,” siger Morten Bank Dahl.
Han peger på, at Kolding allerede har stærke uddannelsesmiljøer inden for design og innovation.
”Man kan jo bare se på Designskolen og SDU’s nuværende studier. Det er et godt fundament at bygge videre på. Det kan skabe et spændende miljø, hvor virksomheder og studerende mødes om konkrete løsninger.”
For Morten Bank Dahl handler det i sidste ende om at styrke Kolding som erhvervskommune.
”Vi skal kunne tiltrække og fastholde dygtige folk. Og der spiller de lokale uddannelser en nøglerolle. Det ville simpelthen være guld værd,” siger han.

