De indledende pitchrunder i Kolding, Aarhus og Odense er afviklet på flot, flot vis. Der har været et højt niveau, med mange dygtige og dedikerede iværksættere. Det har været et svært valg i år, men de 12 deltagere til det videre forretningsudviklingsforløb er fundet! Nu følger 2 workshops og en bootcamp over 2 dage, inden det kulminerer med en festlig finale for iværksætterne på det historiske Koldinghus den 29. november.
11. oktober 2024
Martin Porsborg Hemrich
Her skal iværksætterne præsentere deres forretningsidéer foran en prominent jury, med blandt andre den kendte investor Jesper Buch, direktør for Dansk Erhverv Brian Mikkelsen samt den erfarne iværksætter og stifter af Ecooking Tina Søgaard.
Pitch-events i Kolding, Aarhus og Odense
Som noget nyt, var det ikke kun muligt at pitche sin forretningsidé i Kolding, til dette års Fynske Bank StartUp Lab. Men det var trods alt her, hos Business Kolding i Pakhuset, at startskuddet lød tirsdag den 1. oktober. Det summede af energi og store ambitioner, da 14 lovende startups pitchede deres idéer for et veloplagt dommerpanel. Især den stærke kobling mellem personlige historier og innovative løsninger imponerede juryen.
I Aarhus var det i innovationsmiljøet hos The Kitchen, der til dagligt rummer 200 startups, at iværksætterne skulle pitche deres ideer – og også her var niveauet tårnhøjt. Dommerpanelet med Karina Boldsen, Morten Bjørn Hansen, Claus Lauenborg og Morten Skov var tydeligt imponerede over flere af de unge iværksættere, som både havde styr på deres forretning og knokler for at løse nogle af verdens store problemer.
“Jeg er dybt imponeret over hvor højt niveauet har været hos iværksætterne.”
Morten Bjørn Hansen, Business Kolding
Onsdag aften løb den tredje og sidste pitchrunde af stablen i Odense på Syddansk Universitet. Og det var også her, hvor dommen sidst på aftenen skulle fældes og finalisterne udvælges. Og da både Morten Bjørn Hansen og Morten Skov har været med til alle tre indledende pitch-runder, var det således også dem der skulle udvælge iværksætterne til det videre forløb.
- Jeg er dybt imponeret over hvor højt niveauet har været hos iværksætterne. Derfor har det ikke været en nem opgave at udvælge deltagerne til finalen. Der var dog alligevel en række iværksættere der viste os lidt ekstra, og vi er nu meget spændte på det videre forløb og forventer et tæt, tæt løb i finalen på Koldinghus, siger Morten Bjørn Hansen.
Deltagerne i det videre forløb
Med de tre pitch-events veloverstået, venter der nu et spændende forløb for deltagerne der er gået videre. Først med to workshops i Pakhuset hos Business Kolding, hvor finalisterne blandt andet skal fokusere på kundesegmenter, kundeinvolvering, prissætning og salg for at styrke deres forretningskoncept. Herefter er der et intenst forløb med en 2-dags bootcamp på Houens Odde spejdercenter, hvor deltagerne for alvor skal gøres klar til at pitche for den prominente jury på Koldinghus den 29. november, hvor der er 100.000 kr. til vinderne og 50.000 kr. til andenpladsen.
Virksomheder der er gået videre til finalen:
Caddy Cruiser ApS
Connecting Grounds ApS
Krydr ApS
Lumant ApS
OCULARE
Drone Eksperten ApS
G1GT
Keep Ukraine Going ApS
Nordic Phantoms
CustomiseMe ApS
SheRidez
LiveEquipe ApS