Energi- og telekoncernen, SE, køber ScanNets kontorejendom i Kolding, med et tilhørende topmoderne datacenter.

28. juni 2016

SE glæder sig til at flytte ind i de flotte bygninger på Birkemose Allé, og Koldings borgmester, Jørn Pedersen, peger på, at SE’s køb af ejendommen endnu en gang understreger, at Kolding er en attraktiv by for virksomheder at placere sig i.

I forbindelse med HgCapitals opkøb af ScanNet A/S er det besluttet at sammenlægge ScanNet A/S med Zitcom A/S, på en anden lokalitet. Zitcom A/S ejes ligeledes af HGCapital.

Adm. direktør i ScanNet A/S, Stefan Rosenlund, udtaler:

”Som sælger glæder det mig meget at have fundet en køber, der kan udnytte det store potentiale, som bygningen indeholder. Vi har altid været glade for at være på Birkemose Alle og ser nu frem til at samle vores afdelinger på en ny lokation.”

ScanNets ejendommen i det nordlige Kolding er topmoderne og opfylder alle de krav, der stilles til et moderne kontormiljø.

Kælderen er udstyret med et topmoderne datacenter, som bl.a. byder på CO2 brandslukning samt særskilt strømforsyning med nødgenerator.

Energi- og telekoncernen, SE, der bl.a. ejer Stofa, har hurtigt valgt at slå til, da muligheden for at erhverve sig ScanNets ejendom i Kolding bød sig. Det skyldes ikke mindst, at SE har mulighed for at udnytte mange af ejendommens faciliteter, og handlen har derfor, med stor velvillighed fra begge parter, kunnet gennemføres på under 1 måned.

Adm. direktør i SE, Niels Duedahl, udtaler:

”Vi glæder os meget til at kunne tage vores nye lokation i brug. Bygningen gør det muligt for os, at tilbyde vores kunder endnu bedre digitale oplevelser med et nyt topmoderne datacenter, der bliver et centralt knudepunkt for Stofa, og så bliver det ikke mindst en attraktiv arbejdsplads for mange af vores dygtige medarbejdere.”

Medvirkende ejendomsmægler Peter Bauer Mols, Nybolig Erhverv Kolding, udtaler:

”Det er dejligt, at vi på så kort tid har kunnet finde den rigtige køber til en så flot og specialindrettet ejendom. Beliggenheden har ligeledes spillet en væsentlig rolle, med en central placering i Danmark, og i et område med en fleksibel lokalplan samt kort afstand til motorvejen.

Vi ser en stigende søgning på kontorlejemål i den nordlige del af Kolding, med deraf følgende lav tomgang.”

Og netop den stigende interesse for at placere arbejdspladser i, ikke bare den nordlige del af Kolding, men i hele kommunen, glæder borgmester Jørn Pedersen:

”Jeg bliver, som borgmester, både glad og stolt, når en virksomhed som SE vælger at placere sig så solidt i Kolding, som tilfældet er her. Det understreger hvor attraktiv en kommune Kolding er blevet for erhvervslivet, og at vi med vores erhvervsstrategi har fat i nogle af de rigtige håndtag.”

 

For yderligere spørgsmål kontakt

Niels Duedahl, adm. direktør i SE – 2922 8508

Stefan Rosenlund, adm. direktør i Zitcom – 69106006

Jørn Pedersen, borgmester i Kolding Kommune – 5148 2738

Thomas Boe, By & Udviklingsdirektør i Kolding Kommune - 25557910

Peter Bauer Mols, Indehaver, Nybolig Erhverv Kolding/Fredericia - 4273 2407