City Kolding har været en vigtig del af Koldings handelsliv i mange år, men i foråret valgte de at nedlægge foreningen med bred opbakning fra medlemmerne. I stedet går nu butikkerne sammen i nye samarbejder, og viser en stærk vilje til at forme fremtiden for byens handelsliv. Samtidig med at der er positive tendenser med nye tiltag i midtbyen.
4. oktober 2024
Tanja Marek
Det er en svær tid at drive detailhandel i, ikke kun i Kolding. I hele landet er byer plaget af tomme butikker. Men det tager ikke modet fra dem, der driver butik i Kolding – ej heller at City Kolding er lukket. En lang række af byens butikker, restaurationer og kulturinstitutioner har samlet sig i et nyt fællesskab, Detailværket. Et erhvervsnetværk for netop detail, restauration og kultur, som Business Kolding har drevet gennem de seneste to år.
Detailværket samler aktørerne
- Netværket startede med henblik på at give butikkerne i hele kommunen et kompetenceløft og skabet et godt netværk, men nu har netværket fået yderligere fokus på midtbyen, fortæller Tanja Marek fra Business Kolding. Detailværket skal styrke samarbejdet mellem aktørerne og sikre en attraktiv midtby for både kunder og turister.
“Detailværket skal være et mødested, hvor vi i fællesskab, også med kommunen, kan udvikle idéer og initiativer, der sikrer en levende midtby med handel og oplevelser.”
Tanja Marek, Business Kolding
- Det er vigtigt for os, at butikkerne ikke står alene, fortsætter Tanja. Detailværket skal være et mødested, hvor vi i fællesskab, også med kommunen, kan udvikle idéer og initiativer, der sikrer en levende midtby med handel og oplevelser.
Slut med negativ omtale
Et af medlemmerne i Detailværket er Lisbeth Kehlet fra Friluftsland:
- Vi er trætte af den negative omtale der er om midtbyen. Der er så meget negativt skriveri i medierne, men vi synes faktisk, at vi har en hyggelig gågade, hvor man kan købe alt, hvad man har brug for i hverdagen.
Detailværket har lige nu 85 medlemmer, og der kommer hele tiden flere til.
“Der er så meget negativt skriveri i medierne, men vi synes faktisk, at vi har en hyggelig gågade, hvor man kan købe alt, hvad man har brug for i hverdagen.”
Lisbeth Kehlet, Friluftsland
- Det er vigtigt for os at have et sted at mødes og vende forskellige emner, der vedrører midtbyen, fortsætter Lisbeth. F.eks. snakkede vi på det sidste møde om åbningstider omkring jul. Vi var en gruppe butikker, der forud for mødet havde mødtes og lavet et oplæg. Og det blev så vedtaget på Detailværket efterfølgende.
- Der er også taget initiativ til mere julebelysning, fortsætter Lisbeth. Frank Ravn fra Rådhuset har taget initiativ til at indkøbe lys for de butikker, der vil være med. Og sørge for opsætning og nedtagning. En rigtig stor hjælp for os, og så får vi forhåbentlig endnu mere smukt julelys i byen, så det bliver hyggeligt at handle julegaver her.
Optimisme for fremtiden
Der er en stor optimisme for fremtiden blandt aktørerne i midtbyen. De er klar til at arbejde tæt sammen og skabe oplevelser og en levende bymidte, så Kolding fortsat kan være et attraktivt sted at handle og opholde sig.
Der er da også positive tendenser i øjeblikket. Du får her et par eksempler: Cocktailbaren The Cavern i AL Passagen udvides og får også front mod Klostergade, Den Gamle Slotsisen udvider sortimentet over vinteren til også at lave tapas, og så beriges midtbyen både med en mexicansk restaurant og Flammen, der flytter fra Haderslevvej til Sydbanegade. Som ny nabo får de Hermans Hule, et legeland for de mindste. På hjørnet af Adelgade og Nicolai Plads er bygningen i gang med en større renovering, for at rumme et showroom for Mos Mosh’ herrebrand Gallery. Lige overfor er grønthandleren flyttet i større lokaler, og sidst, men ikke mindst, åbnede børnetøjsbutikken Sofus og Solveig til Kulturnatten og i den forgangne weekend har Annebeth Mortensen netop åbnet dørene til genbrugsbutikken for store piger, Secondhandoutfit Curvy.