IT- og rådgivningsvirksomheden Elbek & Vejrup er ikke kun Danmarks bedste arbejdsplads – de er også den anden bedste i Europa. Men hvad er det, der gør dem så unikke? Direktør Søren Ø. Knudsen mener, det er en kombination af strategi, geografisk placering, de rette medarbejdere og så et godt samarbejde med Business Kolding og det øvrige erhvervsliv.
2. juli 2019
Elbek & Vejrup har hovedsæde i Århus, og har 135 ansatte på landsplan. I marts 2015 åbnede de en afdeling i Kolding med direktør Søren Ø. Knudsen i spidsen. Siden da er det gået rigtig stærkt.
Det vigtigste for virksomheden er, at de skaber værdi for deres kunder gennem IT. De effektiviserer forretningsprocesser, der skaber konkurrencemæssige fordele for deres samarbejdspartnere. De yder forretningsrådgivning og udvikler standard ERP-løsninger, som er forankret i et dybt kendskab til specifikke brancher. Deres løsninger er baseret på Microsoft teknologi.
I afdelingen i Kolding er de 22 ansatte, men mangler flere medarbejdere med de rette kompetencer, da de i øjeblikket ikke kan følge med efterspørgslen. En af årsagerne til etableringen i Kolding var da også at komme tæt på uddannelsesinstitutionerne, og Elbek & Vejrup har i dag et rigtig godt samarbejde med både SDU, IBC og IBA. Da de senest søgte praktikanter som udviklere, fik de flere kvalificerede ansøgere – heraf en del fra Kolding.
- Vi vil gerne have praktikanter, fortæller Søren Ø. Knudsen. Forhåbentlig bliver de hos os efterfølgende, og vi kan derfor være med til at fastholde dem i området, hvor de så senere stifter familie.
Danmarks bedste arbejdsplads
Der er da også alt mulig grund til at blive hos virksomheden. Elbek & Vejrup er, af Great Place to Work, blevet kåret som Danmarks bedste arbejdsplads. Den klare strategi, et fantastisk sammenhold, dyb specialisering og kontinuerlig udvikling af kompetencer har sidenhen været medvirkende til, at de i juni måned blev kåret til Europas anden bedste arbejdsplads.
Virksomheden har haft stor fokus på medarbejdertrivsel og udvikling af medarbejdernes kompetencer. Ifølge medarbejderne er Elbek & Vejrup en enestående arbejdsplads. 99 pct. af medarbejderne svarer 5 ud 5 på spørgsmålet: Er det et godt sted at arbejde?
Elbek & Vejrups strategi er, at de vil være de dygtigste i Danmark inden for deres felt. Dermed kan de tiltrække branchens dygtigste folk – og det er nemmere at få kunder, når man kan tilbyde de bedste kompetencer.
Samarbejde med Business Kolding og erhvervslivet
Da virksomheden etablerede sig i Kolding tilbage i 2015, var de bare en lille afdeling med få ansatte.
- Jeg begyndte straks at opsøge muligheden for netværk i Kolding, fortæller Søren Ø. Knudsen, der hurtigt kom i kontakt med Business Kolding. Jeg var nysgerrig på, hvilke virksomheder der ellers var i Kolding, og ved at deltage i flere arrangementer hos Business Kolding, blev det ligesom vinduet ud til alle de andre virksomheder.
- Jeg husker det første sommerarrangement, hvor alle de ”nye” medlemmer blev inviteret ind bagved, for at blive præsenteret for Business Kolding og alle de tilbud der er til erhvervslivet. Og jeg husker også, at jeg sad ved siden af en pige med et kommunikationsbureau, og hende har vi brugt flere gange i virksomheden siden. Chancen for at vi bruger andre lokale virksomheder er større når man bliver bragt sammen.
Søren Ø. Knudsen er overbevist om, at hvis man som virksomhed giver noget, så får man også noget igen. Derfor involverer han sig gerne, og har da også været med til at starte et IT-netværk op i Kolding.