Teknologien kommer os til undsætning, når vi d. 18. marts afholder det meget populære Business Lunch i Kolding, denne gang afholdes arrangementet nemlig online. Her kan virksomheder møde studerende og dimittender til en snak om projekter, praktik, job og samarbejde generelt.

29. januar 2021

Business Lunch plejer at være meget populært, der plejer at være venteliste for virksomheder, og sidst arrangementet blev afholdt fysisk, deltog mere end 800 studerende.

Virksomheden LS-Vision var en af de virksomheder der deltog i Business Lunch for 1½ år siden. De havde efterfølgende to praktikanter tilknyttet i 12 uger.

- Jeg fik et godt råd om at prøve praktikanter, fortæller Jonas Lund, der er direktør i virksomheden, der er specialiseret i Web-udvikling, SEO og generel marketing. Vi deltog på Business Lunch, hvor vi snakkede med flere spændende kandidater. Vi valgte Morten og Daniel, da der var en rigtig god kemi.

- Hvis du leder efter en fremtidig medarbejder, så er det en god måde at prøve en måske kommende medarbejder af, forklarer Jonas. Jeg fik et godt indblik i, hvilke opgaver jeg kan give videre til en medarbejder, og så var det rart at få hjælp til mange småopgaver.

En praktikant er selvfølgelig ikke bare en ekstra gratis arbejdskraft, Jonas opdagede hurtigt, at den først måned gik med at lære dem alt om f.eks. markedsføring på Google, hvorefter han kunne outsource opgaver til dem. Men Jonas lærte også meget af forløbet:

- Man bliver selv klogere, når der kommer nogen og sætter spørgsmålstegn ved alt i virksomheden, for pludselig skal man kunne forklare, hvorfor man gør tingene på en bestemt måde. Jeg er selv ung, og har aldrig haft ansvar for medarbejdere før, så jeg lærte rigtig meget om, hvordan man behandler medarbejdere, hvordan man får uddelegeret opgaver på en god måde, men også hvordan man får skabt en god kultur i en ung virksomhed.

En af de studerende der den gang sagde ja til en praktik i LS-Vision er Morten.

- Jeg skulle finde en spændende virksomhed til praktik, og som jeg kunne skrive hovedopgave for, og samtidig ville jeg gerne finde en virksomhed, hvor der kan være mulighed for job en gang i fremtiden, forklarer Morten. Jeg faldt for LS-Vision, da jeg tror man får lov til at prøve mere i en lille virksomhed.

- Det var en sjov periode, fortæller Morten. Jeg blev en del af et helt kontorfællesskab, med højt til loftet. Jeg udviklede mig meget personligt, og så var det fedt at få lov til at omsætte teori til noget praktisk.

Der er netop åbnet op for, at virksomheder kan tilmelde sig.

For mere information kontakt

Tel +45 2459 8187
mls@businesskolding.dk
Erhvervskonsulent

Majbritt Lykke Sørensen