1. juli 2022
Når I vender tilbage fra en forhåbentlig god og varm sommer, starter en gruppe studerende i Kolding, som vi ikke tidligere har set i byen.
Efter flere års indsats er det lykkedes. IBA fik godkendt professionsbacheloruddannelsen i Industriel 3D-print, som er den første og eneste videregående uddannelse af sin slags i Danmark – og netop nu er de i gang med at optage studerende på den nye uddannelse, der vil få stor betydning for virksomhederne i fremtiden.
Det er en kæmpe landvinding for Kolding - og det er en uddanelse Made in Kolding af voldsomt dygtige medarbejdere.
Og i UC SYDs nye bygning midt i Campus Kolding får vi også nye typer af studerende. UC Syd flytter nemlig uddannelser i grafisk kommunikation og medie- og sonokommunikation (lyddesign) fra Haderslev til Kolding – og UC SYD’s nye campus skal fremover rumme 900 studerende, som får deres daglige gang i Kolding midtby.
Det minder mig om, at vi skal huske at fejre de mange fantastiske ting ved Kolding. Være stolte over alt det der lykkes, i stedet for at bruge tid på at mundhugges, om det, der ikke lige går som forventet.
Det var også temaet for årets sommerfest på Løverodde i juni, hvor 200 medlemmer af Foreningen Business Kolding satte fokus på Kolding, som et attraktivt sted at bo, arbejde og drive forretning.
Vi talte om den smukke fjord, naturen. Om Trapholt og Koldinghus. Om de mange ildsjæle i sportsklubberne og festivalerne. Om alt det, vi alle elsker ved Kolding Kommune. Vi skal tale Kolding op – til gavn for os som allerede bor og driver virksomhed i kommunen, men også de mange potentielle tilflyttere og virksomheder, som overvejer deres næste udvidelse eller nye placering.
Vi talte også om de mange karriemuligheder, der findes i Kolding. Flere end 50 lønmodtagere finder hver eneste dag – året rundt – nyt job. Job som kan føre til karriere i udlandet via én af vores mange internationale virksomheder, spændende job inden for nye og banebrydende teknologier, og job, som giver mening og indflydelse. Alt sammen noget som jobsøgende kan finde blandt de 54.000 arbejdspladser i kommunen.
Mit ønske for sommeren er, at alle i Kolding tænker en lille smule over, hvad de holder af i Kolding – og, hvad de selv kan gøre, for at fortælle om alle de gode ting ved Kolding – hvad enten det er fjorden, det dynamiske erhvervsliv eller de kulturelle tilbud.
I 1981 blev Kolding kåret til årets by. Det er en del år siden, og selv om Jyllands-Posten holdt op med at kåre årets by i 2006, så synes jeg vi skal gå efter titlen igen! I hvert fald lade som om prisen som årets by eller årets kommune virkelig kan vindes.
Så vær ærlig. Men vær kærlig.
God sommer