I 1989 tog Finn Hansen et modigt skridt. Efter årtiers erfaring inden for portindustrien besluttede han sig for at etablere Dansk Portindustri. Hvad der begyndte som en god iværksætteridé, har udviklet sig til en af Danmarks mest betydningsfulde aktører inden for industriporte. I dag drives virksomheden af Finns to børn, Lise Thue Harbo og Kim Dall-Hansen, samt daglig leder Jim Kurt Nielsen.
26. april 2024
Tanja Marek
Dansk Portindustri A/S er højt specialiserede i rådgivning, salg, montage og servicering af alt inden for industriporte, ramper, sluser, branddøre og brandporte.
Generationsskifte
Lise og Kim har været med i virksomheden siden starten, som en del af forretningen. Kim har styr på salget, mens Lise tager sig af tallene. I 2010 trak Finn Hansen sig ud af virksomheden, og børnene tog over
- Det var svært, da vores forældre trak sig tilbage, fortæller Lise, men heldigvis har vi været med fra starten, så vi kendte til det meste.
Efter en periode, hvor der er blevet eksperimenteret og virksomhedens fundament gradvist er blevet styrket, har væksten i Dansk Portindustri A/S taget fart, og i løbet af de sidste 3-4 år er medarbejderstaben vokset fra 15 til 53.
“Vi har ikke længere freelance arbejdere ansat... For da Kim fik frigivet noget tid til at sælge, fik vi også øget mængden af ordrer, så der er arbejde nok til, at de i stedet bliver fastansat.”
Lise Thue Harbo, Dansk Portindustri A/S
- Vi har ikke længere freelance arbejdere ansat, forklarer Lise. For da Kim fik frigivet noget tid til at sælge, fik vi også øget mængden af ordrer, så der er arbejde nok til, at de i stedet bliver fastansat.
De er nu oppe på tre sælgere, og det er en god investering. De har også opbygget et landsdækkende servicenet, og har 10 ansatte på Sjælland.
I 2023 blev Lise Thue Harbo administrerende direktør, og er i øjeblikket ved at aflevere de sidste opgaver til den nyansatte bogholder, så hun fremover kan have mere fokus på udviklingsopgaver.
Men succes kommer ikke uden udfordringer. Overgangen fra et mindre til et stort firma har krævet en kulturændring og en åben dialog med medarbejderne. Ved at skabe en fælles vision og involvere alle medarbejdere har Dansk Portindustri A/S formået at skabe en stærk og sammentømret organisation, der er rustet til at møde fremtidens udfordringer. Jim Nielsen, der trådte til som daglig leder i 2020, har spillet en afgørende rolle i denne forvandling. Han startede med at dykke ned i tallene, og gravede i hvordan teknikerne arbejder for at se, hvor der kan optimeres.
- Jim tør godt tage nogle chancer, fortæller Lise, og så kan han godt give os et skub bagi en gang imellem.
“Min største bekymring ved at tage jobbet som daglig leder var, om Lise og Kim de nu også var helt klar til at slippe den daglige ledelse... men det var de.”
Jim Kurt Nielsen, Dansk Portindustri A/S
- Min største bekymring ved at tage jobbet som daglig leder var, om Lise og Kim de nu også var helt klar til at slippe den daglige ledelse, giver Jim igen, men det var de.
Kundefokus er vigtigt
En væsentlig del af Dansk Portindustri A/S' succes ligger i deres kundefokus. Kim Dall-Hansen, der er ansvarlig for salg, understreger vigtigheden af personlige relationer og tillid. For Dansk Portindustri A/S handler det ikke blot om at sælge produkter, men også om at skabe værdifulde partnerskaber, hvor kunderne kan stole på virksomhedens ekspertise og service.
- Eksisterende kunder har været gode ambassadører, forklarer Jim, og Kim har vundet kundernes tillid. Vi skal ikke bare sælge, vi skal også kunne se kunderne i øjnene.
Virksomheden har kunder i både Norge, Sverige og Tyskland.
Hvor er I om fem år?
Spørger man Lise og Jim, hvor virksomheden er om 5 år, så er svaret tydeligt:
- Vi skal fortsætte væksten, og vi skal være dobbelt så store – men det er vigtigt for os at være fokuseret på opgaven – og så skal vi have endnu flere kunder.
Med en stærk ledelse, dygtige medarbejdere og en klar vision er der ingen grænser for, hvad fremtiden kan bringe for Dansk Portindustri A/S.