Green Hydrogen Systems har vokseværk i en grad, de fleste virksomheder kun tør drømme om. Som producent af modulære elektrolysatorer til produktion af grøn brint, der sikrer vedvarende energi, som en vigtig brik i den grønne omstilling, er efterspørgslen eksploderet og på halvandet år er de gået fra 50 – 250 medarbejdere. Nu sætter de fokus på at uddanne alle medarbejdere i virksomheden.
28. oktober 2022
Arbejdsmiljø og sikkerhed
Et produktionshold på omkring 20 mand har taget hul på første kursusdag. På skemaet står der ”Sikker adfærd i produktionen”.
Undervisningen tager udgangspunkt i hverdagen på Green Hydrogen Systems og er en blanding af klasseundervisning og en tur i egen produktion, for at se med friske sikkerhedsøjne på de ting, der kan være en trussel mod et sikkert arbejdsmiljø i hverdagen. Underviser Preben Meldgaard puffer til vanerne samtidigt med, at han skaber et tillidsfuldt rum med plads til, at alle kan byde ind med egne erfaringer.
På dag to arbejdes der med ”udvikling af sikkerhedskultur”. Og det er vigtigt for Claus Nielsen, SHEQ Director hos Green Hydrogen Systems, at medarbejderne kommer hjem med lige netop det: En fælles sikkerhedskultur.
“Hver gang det er den 1. i en måned, træder der mellem 10 og 15 nye medarbejdere ind ad døren hos os.”
Claus Nielsen, Green Hydrogen Systems
- Hver gang det er den 1. i en måned, træder der mellem 10 og 15 nye medarbejdere ind ad døren hos os. De kommer med hver deres kultur, fra hver deres tidligere arbejdsplads, som kan være alt lige fra et lille værksted til helt store virksomheder. Det er vigtigt for os, at der er fælles front på sikkerhed og arbejdsmiljø i en travl hverdag, fortæller Claus.
I første omgang er det produktionen, der tæller ca. 80 medarbejdere, der skal igennem sikkerhedskurserne, men det er planen, at alle medarbejdere skal uddannes inden for sikkert arbejdsmiljø og trivsel på sigt.
Uddannelse trods travlhed
Det er nok de færreste virksomheder, der vælger at sende store dele af produktionen på efteruddannelse, når ordrebogen bugner og produktionen buldrer derudad, men hos Green Hydrogen Systems er Claus Nielsen ikke i tvivl om, at uddannelse af medarbejdere er en nødvendig prioritet. Han fortæller:
- Uddannelse og kurser passer jo altid dårligt ind i en produktion, men vi har ikke råd til at lade være. – Den er ikke længere. Vi vil have fokus på sikkerhed hele vejen rundt, så alle vores medarbejdere er klædt på til at løse opgaven.
“Uddannelse og kurser passer jo altid dårligt ind i en produktion, men vi har ikke råd til at lade være.”
Claus Nielsen, Green Hydrogen Systems
Sikkerhed og arbejdsmiljø er vigtigt for Green Hydrogen Systems internt, grundet typen af produktion, men det handler i en vis grad også om det signal, der sendes til omverdenen.
- Hvis ikke vi har styr på sikkerheden, kan vi i princippet have verdens bedste produkt, men uden at kunne sælge det. Vores kunder forlanger det af os. Sikkerhed, trivsel og arbejdsmiljø er et salgsparameter, og man kommer ikke uden om det i dag. Og heldigvis for det. Det styrker jo hele bevidstheden om et sikkert arbejdsmiljø både internt og eksternt” siger Claus Nielsen.
Vaner og holdninger
Der er stor opbakning fra medarbejderne, til at komme afsted på uddannelse, også selvom den vante arbejdsplads i produktionen for en tid er skiftet ud med skolebænken på AMU SYD.
- Det hele handler i bund og grund om at holdningsbearbejde, fortæller underviser Preben Meldgaard og fortsætter:
- Når vi fx tager ud på virksomheden og agerer ’Sikkerhedsdetektiver’, er det for at få nye øjne på de potentielt farlige situationer, som er blevet en vane i hverdagen. Vi går efter adfærden og ikke manden. Når vi sætter fokus på sikker adfærd, skaber bevidsthed, forståelse og fællesskab omkring arbejdsmiljøet, så er det der, det rykker på noget hos den enkelte medarbejder.
De forskellige vaner og holdninger, som medarbejderne har med sig, kommer i spil og diskuteres løbende, både i grupper og i plenum. Der er bred enighed om på kurset, at det er et vigtigt emne, som kræver et større fokus på arbejdspladser generelt.
Udarbejdelsen af den fælles sikkerhedskultur for Green Hydrogen Systems, skal gøre op med tvivlsspørgsmål i hverdagen og når de mange nye medarbejdere læres op.
- Vi tror på, at uddannelsen er givet rigtig godt ud, og vi glæder os til at få medarbejderne tilbage, så vi i fællesskab kan løfte den store opgave som sikkerhed, arbejdsmiljø og trivsel er, i en virksomhed som vores, afslutter Claus Nielsen.