Fra januar 2019 får Vækstfonden fast kontorplads hos Business Kolding i Pakhuset. Samarbejdet skal gøre det nemmere for virksomheder og iværksættere at få råd og sparring om finansiering og vækst.

15. januar 2019

Statens finansieringsfond har siden 2013 hjulpet over 280 virksomheder i Trekantområdet med finansiering for mere end 980 mio. kr. Men nu skal vejen til kapital fra Vækstfonden være endnu kortere for virksomheder i Kolding, Fredericia, Vejle og omegn. Derfor får Vækstfondens erhvervskundechef Pernille Puck kontorplads hos Business Kolding, Pakhuset, Sdr. Havnegade 7.

I Vækstfonden ser vi ofte, at det kan være svært for særligt nystartede virksomheder eller virksomheder i vækst at få den nødvendige finansiering, fx i banken. Her har vi mange muligheder for at hjælpe, uanset hvilken fase, virksomheden er i. Derfor vil vi gerne sikre, at virksomheder nemt og enkelt kan få en uformel snak med os om deres vækstplaner og finansieringsbehov,” siger Pernille Puck, erhvervskundechef i Vækstfondens afdeling i Vojens, og fortsætter:

Pakhuset samler rigtig mange iværksættere og virksomheder i Kolding og omegn, og derfor er det helt naturligt for Vækstfonden også at være tilstede her.”

Også Business Kolding ser frem til samarbejdet, der kan hjælpe områdets virksomheder tættere på finansiering til deres vækstplaner.

”Vi ser frem til at Pernille kommer til at få en kontorplads hos Business Kolding i Pakhuset. Det er en god mulighed for virksomhederne i hele Kolding til at få sparring på kapitalfremskaffelse”, udtaler Tove Gæmelke, direktør for erhvervsudvikling i Business Kolding.

Vækstfonden finansierer nystartede virksomheder samt små og mellemstore virksomheder inden for alle brancher og kan være med til at løse de fleste finansieringsudfordringer. I alle tilfælde samarbejder Vækstfonden med virksomhedens bank eller investor om en samlet løsning.

Pernille Puck får fast plads hos Business Kolding en gang om måneden, og er klar til at mødes med virksomheder og iværksættere allerede fra januar i det nye år. Book et møde allerede nu

Om Vækstfonden
Vækstfonden er statens finansieringsfond, som medvirker til at skabe flere vækstvirksomheder ved at stille kapital og kompetencer til rådighed. I samarbejde med private investorer har fonden siden 1992 medfinansieret vækst i over 7.300 virksomheder for et samlet tilsagn på mere end 22,5 mia. kr. Vækstfonden investerer med egenkapital i partnerskab med private investorer og finansierer med lån og kautioner i samarbejde med danske finansieringsinstitutter. Læs mere på vf.dk.