Er du iværksætter i Kolding, og haft kontakt til Business Kolding, så er der stor sandsynlighed for at du har snakket med Leendert Bjerg, der er denne uges profil.

12. oktober 2023

Leendert Bjerg er en del af Business Koldings iværksætterteam, men samarbejder også i høj grad med de studerende og de videregående uddannelser i Kolding.

Med en baggrund i Informationsvidenskab fra Aarhus Universitet har Leendert arbejdet på design- og reklamebureauer som nyuddannet. Herefter arbejdede han i en årrække med regional erhvervsudvikling i Region Syddanmark og var bl.a. i en periode ansat i designklyngen D2i - Design to innovate, der blev fusioneret med Dansk Design Center for nogle år siden.

“Jeg arbejder meget med at hjælpe iværksættere med at udvikle deres idé og virksomhed.”

Leendert Bjerg, Business Kolding

- Jeg arbejder meget med at hjælpe iværksættere med at udvikle deres idé og virksomhed. Jeg tager altid gerne en indledende snak med en spirende virksomhed og forsøger at hjælpe dem videre med næste skridt, fortæller Leendert. En stor del får gavn af vores omfattende rådgiver- og mentorkorps. Det er fagprofessionelle og erfarende erhvervsfolk, der frivilligt hjælper iværksættere i Kolding kommune.

I samarbejde med Fynske Bank har Business Kolding igangsat Fynske Bank Startup Lab, der er et forløb hvor deltagerne arbejder med udvikling af deres forretningsidé over fire aftener.

- Forløbet afsluttes med en finale, hvor en jury bestående af lokale erhvervspersoner, vælger de to bedste præsentationer og virksomhedsideer. Forløbet har p.t. været gennemført to gange med begejstret deltagelse af iværksættere fra store dele af landet.

Leendert arbejder også for at styrke netværket mellem designere og kreative i Kolding.

- Her har vi gennem Design Network Kolding, der er et åbent og gratis netværk for kreative, invitereret til blandt andet morgennetværk. Her har forskellige designere fortalt om, hvordan de finder og arbejder med inspiration, når de skal udvikle koncepter for kunder. Senest har vi i regi af netværket afholdt DesignBar, hvor vi før sommerferien inviterede designere og kreative til besøg på Formfabrikken. Ud over muligheden for netværk blandt branchekollegaer, præsenterede tøjdesigner Amoode sin virksomhed.

Derudover er Leendert involveret i nogle europæiske samarbejdsprojekter, hvor vi repræsenterer Kolding og deler erfaringer og viden til gavn for virksomheder i Kolding.

Kontakt Leendert for spørgsmål

Tel +45 9243 7022
leebj@businesskolding.dk
Erhvervskonsulent

Leendert Bjerg