At dækningsafgiften nu fjernes på rekordfart, kommer ikke kun erhvervslivet til gavn. Det vil også få stor betydning for både uddannelsesområdet og tiltrækningen af nye borgere til byen, lyder det fra to topchefer.

22. august 2025
Henrik Nordstrøm Holm

Den omdiskuterede særskat, dækningsafgiften, er helt væk i 2029. Det sker som led i budgetaftalen for 2026, som et næsten enigt byråd tirsdag i denne uge kunne underskrive og melde ud.
Dækningsafgiften, som hvert år har kostet de lokale virksomheder omkring 60 millioner kroner i en særskat oven i den almindelige grundskyld, har været stærkt udskældt. Derfor er Morten Høilund, administrerende direktør for Kjæhr-Trillingsgaard A/S, rigtig glad for, at den nu sløjfes.

“I Kjæhr-Trillingsgaard har vi fået mange henvendelser fra virksomheder, som har nævnt netop denne afgift som et springende punkt.”

Morten Høilund, Kjæhr-Trillingsgaard A/S

”Jeg har en fortid i logistikbranchen, og her var det et reelt problem i konkurrencen med virksomheder i nabokommuner uden dækningsafgift. I Kjæhr-Trillingsgaard har vi fået mange henvendelser fra virksomheder, som har nævnt netop denne afgift som et springende punkt,” siger Morten Høilund og fortsætter:
”På den lidt længere bane har dækningsafgiften haft betydning for den samlede driftsøkonomi, så det er rigtig positivt, at den nu forsvinder fra kommunen. Det er nogle meget positive signaler fra byrådet i forhold til at forbedre erhvervsvilkårene lokalt,” siger direktøren.

Alle får gavn af det
Også Tommy H. Pedersen, administrerende direktør for virksomheden Procudan A/S, er meget tilfreds med, at afgiften forsvinder – også selv om hans virksomhed ikke ejer de bygninger, de holder til i.

”Dækningsafgiften har berørt alle med erhvervsejendomme, og derfor er det vigtigt for mig at se, at fjernelsen ikke kun kommer erhvervslivet til gavn. At fjerne denne særskat er godt for hele byen – også når det handler om at skabe flere arbejdspladser og dermed gøre Kolding Kommune til et attraktivt sted at bo,” siger Tommy H. Pedersen.

”Hvis der skal være penge til bedre velfærd, skoler og så videre, er det i sagens natur vigtigt, at der også lokalt er et stærkt erhvervsliv, som sikrer beskæftigelsen og dermed indirekte bidrager til, at der kommer flere personskatter i kommunekassen,” tilføjer han.

Penge til uddannelser
I forlængelse af budgetforliget, der dækker årene 2026 til 2029, går arbejdet nu i gang med at sikre etableringen af to nye civilingeniøruddannelser i Kolding. Her har Kolding Kommune allerede afsat 150 millioner kroner til SDU’s etablering af de to nye uddannelser i byen.

“Hvis der skal være penge til bedre velfærd, skoler og så videre, er det i sagens natur vigtigt, at der også lokalt er et stærkt erhvervsliv, som sikrer beskæftigelsen og dermed indirekte bidrager til, at der kommer flere personskatter i kommunekassen.”

Tommy H. Pedersen, Procudan A/S

Foreningen og Fonden Business Kolding vil hjælpe med at bidrage til medfinansiering af de nye uddannelser, for der er behov for 100 millioner private kroner oven i de kommunale penge.

Både Morten Høilund og Tommy H. Pedersen udtrykker dog stor tilfredshed med, at også det private erhvervsliv skal være med til at få trukket nye uddannelser til.

”Det vil være fantastisk for byen og kommunen, hvis vi lykkes med at få de uddannelser til Kolding. Jeg forventer, at erhvervslivet bredt set vil bakke op om det – også selv om man som virksomhed ikke lige står og mangler netop de uddannelsesprofiler,” siger Tommy H. Pedersen.
Morten Høilund er enig:
”Ingeniøruddannelserne kan bidrage til at løfte hele erhvervslivet, og jeg håber, det vil tegne en ny måde at inddrage erhvervslivet på lokalt. Det er virkelig positivt, og jeg er sikker på, at opbakningen bliver stor.”