Gennem 11 år har Koldings tidligere borgmester Jørn Pedersen været formand for bestyrelsen for IBA Erhvervsakademi Kolding. Og nu står det klart, at samarbejdet fortsætter. De kommende fire år - frem til 2026 - vil Jørn Pedersen fortsat stå i spidsen for bestyrelsen.
11. maj 2022
- Gennem mine hidtidige år som formand har jeg fået en indsigt i hele sektoren. Derfor vil jeg rigtig gerne fortsætte med at arbejde for erhvervsakademiet i Kolding, siger Jørn Pedersen.
Jørn Pedersen ser det som en vigtig arbejdsopgave for den nyvalgte bestyrelse, at man får gjort det endnu tydeligere, at IBA ud over Kolding dækker et stort geografisk område, og at man har undervisning i adskillige byer i det sydjyske. Blandt andet har IBA en afdeling i Aabenraa. Og på efter- og videreuddannelsesområdet har man faktisk aktiviteter med forskellige virksomheder mange steder i landet.
“Der er flere spændende opgaver forude. Det kommer til at kræve en del af min tid, men den har jeg heldigvis også fået mere af, siden jeg stoppede som borgmester, hvor min kalender var langt mere låst af andre møder.”
Jørn Pedersen, Vision Estate
Der vil også være et fokus på at tiltrække endnu flere uddannelser til IBA, fortæller formanden.
- Der er flere spændende opgaver forude. Det kommer til at kræve en del af min tid, men den har jeg heldigvis også fået mere af, siden jeg stoppede som borgmester, hvor min kalender var langt mere låst af andre møder.
Jørn Pedersen arbejder blandt andet som udviklingsdirektør for Vision Estate, og så har han afsat to dage om ugen til bestyrelsesarbejde. Jørn Pedersen er blandt andet medlem af bestyrelsen i Blue Kolding og repræsentantskabet i Middelfart Sparekasse og Alm. Brand.
Den nye bestyrelse består af
- Jørn Pedersen, Formand
- Knud Erik Langhoff, borgmester i Kolding Kommune
- Britt Salomonsen, Sydbank
- Gitte Skare, Skare Meat Packers
- Henriette Thrane Hoffman, Jyske Bank
- Ole Kjær, HK Sydjylland
- Susan Christensen, Schou Company
- Kim Riis, medarbejder, IBA
- Henrik Baadsgaard,medarbejder, IBA
- Sanni Kopp Paulsen, studerende, IBA
- Andreas Nordal, studerende, IBA
- Brian Stein, Adtention, der er genvalgt som næstformand.
Der er endnu en ledig plads i bestyrelsen. Den forventes besat i løbet af den næste måneds tid.