Op mod 70 interessenter var mødt op, da Business Kolding torsdag relancerede sin iværksætterstrategi. De var blandt andet repræsenteret ved det lokale erhvervsliv og iværksættere.
13. september 2017
”Der er flere muligheder for hjælp, end jeg havde regnet med”, sådan lød det spontant fra en iværksætter på tredje række, da chef for Iværksætteri- og Entreprenørskab, Claus Nygaard Jensen præsenterede iværksætternes 7 udviklingsfaser for de fremmødte. Business Koldings nye strategi er nemlig blevet opdelt i forskellige faser, så man ikke kun kan få hjælp som helt nystartet, men også når man har sendt de første regninger og skal videre.
”Med relanceringen af iværksætterstrategien fokuserer vi intenst på at sikre sammenhængende hjælp til afklaring af, om iværksætteri er en levevej for den enkelte iværksætter, helt frem til iværksætteren er lykkes med at skabe en skalerbar virksomhed. Det er væsentlig ved eksekvering af strategien, at vi vedbliver at udvikle vores stærke samarbejde til alle der har interesse i iværksætteri. Ved torsdagens arrangement blev vi bekræftet i, at vi lokalt står sammen og derfor har jeg en tro på, at vi vil lykkes med at eksekvere strategien ” - udtaler Claus Nygaard Jensen.
Aftenen var en øjenåbner for mange, og de tre workshops, der blev afholdt, resulterede også i, at Business Kolding fik mange positive interessetilkendegivelser. Alle fra lokale kræfter med passion for iværksætteri, som tilbød deres hjælp i forhold til at sikre eksekveringen af den nye strategi til fordel for iværksætteriet.
”Jeg blev så glad over jeres analyse af alle 7 iværksætter faser, at I har opdaget et hul i rådgivningen, som skal fyldes ud. Det var faktisk lige det, jeg stod og manglede”, fortalte Maibritt Sune Andersen, der driver virksomheden WeGerman.
Hun deltog sammen med en række andre iværksættere i de forskellige workshops. Og her blev det også til networking med andre iværksættere, som havde de samme udfordringer i forhold til mersalg og skalering.
Også den generelle tilgang til iværksætteri allerede i folkeskolen overraskede mange af deltagerne. En af workshopsene omhandlede den tidlige indsats, hvor Business Kolding i samarbejde med skoleklasser ikke kun arbejder med at få ideer, men også lærer at gøre ideerne til virkelighed, - også omtalt som foretagsomhed. Konkret gøres dette ved at skoleklasser arbejder med konkrete opgaver i enten eksisterende lokale virksomheder eller egne iværksættervirksomheder. Senest har den model resulteret i en løsning på faldulykker på lastvognene hos Dansk Autologik, som samarbejdede med skoleklasser fra Vamdrup Skole.
”Jeg synes, det var spændende at høre om strategierne for iværksætteri og specielt at høre Lau Herborg fortælle om iværksætterkultur blandt børn og unge”, lød det fra Carsten Hedegaard, der selv er iværksætter og deltog i arrangementet.
Præsentationen af et øget fokus på at skabe sammenhæng i de mange måder man kan få rådgivning og støtte på, inspirerede også flere iværksættere til at bede om mere hjælp til at komme i gang med udviklingsforløb sammensat af forskellige aktiviteter.
”Eventen har givet os brugbare indsigter i, hvad vi som iværksættere kan bruge Business Kolding til, og også indsigter i de nye mål for iværksætteri i Kolding. Det har helt klart åbnet nogle flere døre for vores virksomhed”, fortalte Giovanni Dal Zilio og Mia Skovgaard fra iværksættervirksomheden Ny Dansk Bølge.
”Det var dejligt at mærke den store opbakning fra de mange lokalforankrede kræfter til eksekveringen af vores iværksætterstrategi. Grundet den store efterspørgsel har vi derfor besluttet, at vi i løbet af efteråret vil forsøge at komme rundt i kommunen og fortælle om den nye strategi og diskutere, hvordan vi kan samarbejde om at eksekvere den”, fortæller Chef for Iværksætteri- og Entreprenørskab, Claus Nygaard Jensen.
De 7 faser beskriver en iværksætters udviklingsforløb. Du kan se dem her.