Arbejdspladser i hele Danmark kan søge om at være med i Danmarks Mentale Sundhedsdag. Ansøgere kan få 10.000 kr. til at afholde et event, der sætter fokus på mental sundhed på arbejdet.

8. juli 2021

Danmarks Mentale Sundhedsdag foregår i år den 14. oktober, og Velliv Foreningen har åbnet for ansøgninger til 10.000 kr. til et arrangement på arbejdspladsen. Formålet er, at ledelse og medarbejdere sætter gang i samtalen om trivsel og arbejdsglæde på arbejdspladserne efter næsten halvandet år med corona, nedlukninger og hjemmearbejde.

Alle arbejdspladser kan søge 10.000 kr. til at afholde et event på Danmarks Mentale Sundhedsdag, der afholdes af Velliv Foreningen. Det kan være et foredrag, en workshop, teambuilding eller medarbejdernes egen idé – det skal blot være noget, der er med til at starte samtalen om, hvordan I har det på jeres arbejdsplads.

Ansøgningsfristen er den 23. august 2021, og alle ansøgere får svar i uge 36. Alle opfordres til at søge – også selvom man deltog sidste år.

Du kan læse meget mere om projektet, finde inspiration og ansøge på www.danmarksmentalesundhedsdag.dk/send-ansoegning