I sidste uge kunne folkene bag Vamdrup Kino afsløre en stor lokal donation, da den lokale virksomhed Dansk Auto Logik har doneret 5.735.000 kr. til ’Vores Hus’, som er arbejdstitlen på et stort projekt, hvor Vamdrup Kino udbygges, så de fremover også kommer til at rumme Vamdrup Bibliotek, en multisal, mødelokaler og en større foyer.
8. juli 2021
Det er Bent O. Jørgensens Fond, der står bag Dansk Auto Logik A/S, der har doneret det flotte beløb, og sammen med Kinos egne midler, støtte fra Kolding Kommune og Jens Holms Biblioteksfond er finansieringen af byggeprojektet på knap 14. mio. kr. nu på plads.
Det er Kinogruppen, der står bag idéen om at skabe et nyt kulturtilbud centralt i Vamdrup. Gennem mere end fem år har gruppen arbejdet for en udvidelse af biografen med det mål at skabe et nutidigt samlingssted med mangeartede kulturtilbud til hele Vamdrup by. Kino har gennem 10 år selv opsparet 900.000 kr. til formålet.
Kurt Rath, der er adm. direktør i Dansk Auto Logik A/S, glæder sig over at kunne bridrage til et visionært projekt, der får stor betydning for lokalområdet, det lokalområde som virksomheden er en del af.
“Det har derfor været naturligt for os at arbejde sammen med Kinogruppen og kommunen om at sikre gennemførelse af dette visionære projekt i hjertet af Vamdrup by”
Kurt Rath, Dansk Auto Logik A/S
- Vi er ejet af en fond, som kan yde økonomisk støtte til blandt andet kulturelle og sociale projekter i de byer, hvor vi har etableret en afdeling af vores firma. Det har derfor været naturligt for os at arbejde sammen med Kinogruppen og kommunen om at sikre gennemførelse af dette visionære projekt i hjertet af Vamdrup by, siger Kurt Rath.
Dansk Auto Logik har ca. 200 medarbejdere ansat på hovedkontoret i Vamdrup. En stor del af de ansatte er bosiddende i eller tæt på arbejdspladsen. Med donationen har Dansk Auto Logik og fonden bag ønsket at støtte en ambitiøs udvikling af bylivet i Vamdrup, og gøre byen endnu mere attraktiv til gavn for medarbejderne og deres familier.
Kinogruppen, der gennem 39 år har stået for den daglige drift af Vamdrup Kino, oplever donationen som en tillidserklæring og et enormt skulderklap, der giver mod på at fortsætte det frivillige, ulønnede arbejde med at drive biograf og arrangere gode alsidige kulturtilbud i Vamdrup.
- Vi kan ikke få armene ned. Takket være denne meget generøse donation kan Vamdrup Kino nu endelig gøre sin fem år gamle vision om at udvide Vamdrup Kino til virkelighed og sammen med Vamdrup Bibliotek skabe et samlingspunkt for Vamdrups borgere og rige foreningsliv, siger formand for Vamdrup Kino Majbrit Petersen og fortsætter:
- Bent O. Jørgensens Fonds generøse donation er en gave til hele byen og takket være den, får alle Vamdrups borgere adgang til en bred vifte af kulturtilbud i velindrettede, handicapvenlige faciliteter i mange år fremover.
“Bent O. Jørgensens Fonds generøse donation er en gave til hele byen og takket være den, får alle Vamdrups borgere adgang til en bred vifte af kulturtilbud i velindrettede, handicapvenlige faciliteter i mange år fremover”
Majbrit Petersen, Vamdrup Kino
Vamdrup Bibliotek bliver en del af ’Vores Hus’. Kolding Kommune har lige fra starten været meget positive over for Vamdrup Kinos udvidelsesplaner og har bidraget til at bane vejen for projektet. Kommunen har blandt andet opkøbt og nedrevet naboejendomme, anlagt det smukke Kinotorv og Byrådet har af flere omgange bevilget stor økonomisk støtte til projektet.
Et tæt samarbejde mellem Vamdrup Kino og Vamdrup Bibliotek resulterede sidste år i et skitseforslag, som Kolding-tegnestuen Mejeriet står bag. Det tager udgangspunkt i Vamdrup Kinos eksisterende lokaler og i ønsket om at skabe et fleksibelt og multianvendeligt forsamlingssted, der kan rumme mange forskellige aktiviteter.
- Vamdrup Kino og Vamdrup Bibliotek har begge en kæmpebetydning for kulturlivet i byen og ved at flytte sammen i et fælles hus, er jeg ikke i tvivl om, at de to kulturinstitutioner sammen med en lang række lokale, engagerede foreninger, kommer til at skabe en mærkbar synergi til gavn for hele byen, siger borgmester Jørn Pedersen.
Forventningen er, at første spadestik til byggeriet bliver taget i slutningen af 2021 og at indvielsen af ’Vores Hus’ sker i slutningen af 2022.