Sheworks og Kolding Kommunes Jobcenter har netop vundet en af landets mest prestigefyldte designpriser, nemlig Danish Design Award.
10. juni 2022
Igen har Danish Design Award anerkendt det DNA, som er en af Koldings styrker, nemlig design. Den her gang var det den store forskel som Sheworks Atelier gør for integrationen af kvinder med anden etnisk baggrund end dansk. Gennem smukt og bæredygtigt design, skaber de jobs til kvinder med interesse for tekstiler og design, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. På mange måder gør samarbejdet mellem Sheworks og Jobcenter Kolding nemlig en forskel!
Solveig Søndergaard, Sheworks og Jobcenter Kolding var en blandt fem finalister til Danish Design Award i kategorien ”Visionary Concepts”. Sheworks er en virksomhed, der kombinerer socialt ansvar, cirkulær økonomi og design og skaber jobs til kvinder på kanten af arbejdsmarkedet.
“Et stjerneeksempel på, hvordan en virksomhed skaber værdi ud over mål.”
Juryen, Danish Design Award
I kategorien vurderes der på fire kriterier: Impact, Cetextual Fit, Innovation Height og Design Quality, og juryen skriver bla. følgende om det koldingensiske projekt:
”Et stjerneeksempel på, hvordan en virksomhed skaber værdi ud over mål. Dette initiativ er afgørende på så mange måder. Det er et vigtigt skridt i retning af at integrere flygtninge i samfundet ved at sætte dem i stand til at arbejde, tjene deres egne penge og lære nye færdigheder. En virkelig værdig måde at bringe disse kvinder ind i den danske arbejdsstyrke. Ydermere er juryen enig i, at løsningen også skal have ros for at opfylde tekstil- og møbelindustriens cirkulære dagsorden og for at være med til at bevare et traditionelt håndværk fra at uddø.”
Danish Design Award er, hvis ikke den største, så blandt de største designawards i Danmark og uddeles i et samarbejde mellem bl.a. Dansk Design Center, Dansk Industri, Erhvervsministeriet m.fl. Selve prisoverrækken foregik i Industriens Hus, hvor Dansk Industri var vært ved en uformel sammenkomst, først med prisoverrækkelse til vinderne af de 12 kategorier og efterfølgende med en reception og netværk.
Det er ikke første gang, at et projekt eller en virksomhed fra Kolding er nomineret – tidligere har BlueKolding vundet ved Danish Design Award i 2017 i kategorien “Clean Solutions”, og Min Plan/Jobcenter Kolding har også været nomineret.