Tre kandidater har den seneste uge dystet om at vinde Verdensmålsprisen 2020 – nemlig BlueKolding, SDU Kolding og SHEworks Atelier. Nu er vinderen fundet, og vi kan her afsløre, at vinderen er SHEworks Atelier. Stort tillykke.
26. februar 2021
SHEworks Atelier er en socialøkonomisk virksomhed, og her beskæftiger leder Solveig Søndergaard en lang række indvandrerkvinder, der genanvender virksomhedernes restmaterialer.
“Vi står over for nogle komplekse problemstillinger i samfundet, så det er fantastisk, at vi kan arbejde tværfagligt i et samarbejde mellem Kolding Kommune, Designskolen og SHEworks.”
Solveig Søndergaard, SHEworks Atelier
- Jeg er så taknemmelig og ydmyg over at have vundet prisen, fortæller Solveig Søndergaard fra SHEworks Atelier. Vi står over for nogle komplekse problemstillinger i samfundet, så det er fantastisk, at vi kan arbejde tværfagligt i et samarbejde mellem Kolding Kommune, Designskolen og SHEworks. Det er en ære, at virksomhederne har stemt på os, og dermed synes vi har fortjent at vinde. Men vi oplever generelt en stor opbakning fra både Kolding Kommune, Business Kolding og ikke mindst fra erhvervslivet til forskellige visionære tiltag, og det gør, at vi sammen kan sætte Kolding på landkortet.
Med til overrækkelsen af blomster, diplom og statuette var Morten Bjørn Hansen, direktør ved Business Kolding og Lars Ørum Nielsen, partner hos Deloitte og hovedsponsor på 'Verdensmålsprisen 2020'.
- I Deloitte hjælper vi offentlige og private kunder med at integrere bæredygtighed og FN's verdensmål i deres forretning, udvikle ansvarlige forretningsmodeller og danne tværsektorielle partnerskaber. Vi er derfor igen i år meget glade for at være sponsor af Business Koldings Verdensmålspris, hvor en virksomhed eller organisation kan blive hædret for at gøre en forskel på dette vigtige område, fortæller Lars Ørum Nielsen