Flere end 10.000 lastbiler kører rundt om Kolding hver eneste dag. På bare ti år er lastbilstrafikken rundt om Kolding steget med 58 procent. Det er mere end en dobbelt så stor stigning som landsgennemsnittet, og understreger, at trafiksituationen i krydset hvor E20 og E45 mødes er tæt på kollision.
3. november 2022
Allan Egeris Arentsen Group Director Stender - Kurt Rath Adm. direktør Dansk Auto Logik - Jakob Ville Formand for Plan- og Teknikudvalget Kolding Kommune - Jens Andersen Adm. direktør KAJ MADSEN FJELDSTRUP - Morten Bjørn Hansen Adm. direktør Business Kolding
Heldigvis er der hjælp på vej. En VVM-undersøgelse skal bane vejen for et tredje spor rundt om Koldingkrydset. 6 km motorvej, der anses som værende den absolut bedste infrastrukturinvestering i motorvejsnettet, der kan gennemføres.
Et tredje spor vil give så højt et samfundsøkonomisk afkast, at det bare er om at få sat skovlen i jorden hurtigst muligt.
Men der mangler noget helt afgørende, i arbejdet med at fremtidssikre landets vigtigste vejkryds. Noget der ærlig talt ligner lidt en forglemmelse. For hvis man ikke bare vil flytte kollisioner, kødannelse og mangel på asfalt nogle få kilometer, bør udvidelsen med et tredje spor udvides til at gå yderligere sydpå til afkørsel 65 i Kolding Syd.
Logistik fylder mere og mere i Trekantområdet, i takt med at e-handel boomer og virksomheder vokser. Vi ved allerede nu, at E45 vil blive belastet med yderligere 12.000 daglige køretøjer, som en direkte konsekvens af et nyt transport- og logistikcenter ved netop afkørsel 65. Læg dertil den forventede trafikvækst på samme strækning, og så har man opskriften til en ommer.
Vejkrydset passeres dagligt af 70 procent af al person- og godstransport til det sydlige Jylland. Trængslen er til meget stor gene for pendlere og virksomheder hver eneste dag, og der er brug for politisk handlekraft for Sydjylland nu. Vi opfordrer derfor til, at VVM-undersøgelsen udvides ned til afkørsel 65Kolding Syd.
Kolding Kommune har søgt foretræde for Transportudvalget i Folketinget, for at redegøre for behovet for en udvidelse af motorvejen hele vejen rundt om Kolding.