I Kolding kommune har virksomheder og uddannelserne et stærkt samarbejde. Et samarbejde der går begge veje. Studerende der har brug for praktikpladser osv., men også virksomheder der kan have specielle behov for uddannelse af deres medarbejdere. Også uddannelsesinstitutionerne er gode til at arbejde sammen.
25. februar 2022
En af de uddannelsesinstitutioner der samarbejder bredt er AMU SYD. De tilbyder efteruddannelse og opkvalificering af både faglærte og ikke-faglærte inden for blandt andet svejsning. Det kan være fornyelse af svejsecertifikater eller erhvervelse af nye svejsekompetencer.
Samarbejde med Hansenberg
Hansenberg og AMU SYD er gode til at samarbejde. Et eksempel er at EUD eleverne på Hansenberg introduceres til den manuelle svejsning, som AMU SYD tilbyder. Manuel svejsning er et håndværk, hvor eleverne blandt andet lærer at bedømme svejse arbejdet, opstille til svejsning og få kendskab til, hvordan man minimerer spild. På den måde er eleverne bedre stillet inden for svejsning, og dermed erhvervelse af svejsecertifikater. Derudover er man i samarbejdet ved at udvikle et nyt kursus, hvor man samler alle svejsekompetencerne i et kursus, så eleverne lærer både robot- og manuel svejsning.
Samarbejde med virksomheder
AMU SYD har altid samarbejdet med virksomheder. Et typisk eksempel på et samarbejde er, hvis en virksomhed skal fremstille et produkt, der kan kræve særlige kompetencer hos medarbejderen, der skal udføre opgaven. Efter en dialog om behov for kompetencer, kan virksomhederne fra dag til dag få opkvalificeret medarbejderne inden for lige præcis det svejsebehov, der måtte være. Så skal kursisterne ikke vente på et bestemt kursusforløb.
Når der er tryk på virksomhederne og opkvalificeringerne skal gå stærkt, så hjælper AMU SYD virksomhederne med at finde ”shortcuts” i et kursusforløb, så medarbejderen hurtigt kan komme tilbage til virksomheden. For eksempel kan AMU SYD screene og teste medarbejderen for allerede eksisterende kompetencer, og trække dem ud af et kursusforløb, så der ikke bruges tid på at lære kursisten noget, han allerede kan. Dette kan i nogle situationer skære 2-3 dage af et kursusforløb, som medarbejderen i stedet kan bruge på virksomheden.
Samarbejde med Jobcenter
Nogle gange sender Jobcentret kandidater på svejsekursus hos AMU SYD i forbindelse med kompetenceudvikling. AMU SYD hjælper her Jobcenteret med at vurdere, hvilke kvalifikationer kandidaten skal have for at stå bedst muligt bag efter. For eksempel kan der være et ønske om at få et TIC-svejse-certifikat, hvor AMU SYD måske vurderer at kandidaten står bedre med et MAG-certifikat. AMU SYD er også behjælpelig med at tage kontakt til virksomhederne, og formidle kontakten, når der er ”færdige” kandidater fra jobcenteret.
Bæredygtig teknologi
Svejsning er ikke et fagområde, som forældes. Der er altid brug for dygtige svejsere. Svejseteknologien arbejder også løbende med produktudvikling af apparater, ligesom der arbejdes med forbedringer på ståltyper, legeringer og tykkelser på stål, som led i altid at tænke energibesparelser. For eksempel er den nyeste generation af svejseapparater reduceret med 30% i energiforbrug, foruden at de er udstyret med en logfunktion, der gemmer data på svejsningen, som kan bruges, hvis der er behov for at få kortlagt et svejseforløb senere hen.
En bæredygtig tilgang på skolen
På AMU SYD er der fokus på at minimere spild og så vidt muligt genbruge materialer. Materialet, som der er øvet svejsning på, bliver gemt, skåret op og smeltet om, for igen at blive støbt til nye plader eller rør, som eleverne kan igen kan træne på. Derudover sorteres der affald, og der vises omtanke for miljøet ved at bruge sund fornuft med energiforbruget.