Rosa Kildahl, kendt fra Bagedysten, kan andet end at bage. Hun har siden 2008 drevet virksomheden H2O Branding, men har netop solgt den til Kolding-virksomheden BeFree.dk.
17. september 2021
H2O Branding sælger vand på flaske med logo på, og har gjort det siden 2008. Flaskernes form er unik, og så kan man printe logo direkte på flasken, så man ikke skal have etiketter på, hvilket giver et mere eksklusivt udtryk. Den teknik er Rosas virksomhed den eneste i Danmark, der kan tilbyde, da hun har eneaftale med det trykkeri, der kan teknikken, en aftale der nu overgår til BeFree.dk.
“Man ved heller aldrig, hvornår det er det rigtige tidspunkt at stoppe, men jeg føler, det er nu.”
Rosa Kildahl, H2O Branding
- Man ved aldrig, hvornår det er det rigtige tidspunkt at blive iværksætter, fortæller Rosa. Det rigtige tidspunkt kommer nok aldrig, man skal bare kaste sig ud i det. Man ved heller aldrig, hvornår det er det rigtige tidspunkt at stoppe, men jeg føler, det er nu. Nu skal tiden bruges på andre ting i virksomheden ”Rosa uden filter”, hvor hun bl.a. holder foredrag, laver TV og YouTube.
Rosa Kildahl og Morten Svankjær fra BeFree.dk har kendt hinanden i 13 år, og Morten har hele tiden spøgt i kulissen til at overtage virksomheden. Han har drevet virksomheden BeFree.dk siden 2004, så han har mange års erfaring i branchen. De snakkede om overtagelse allerede for 3-4 år siden, da Morten kortvarigt havde forhandlingen af flaskerne, men da var Rosa ikke klar.
“Nu tror jeg på, at Morten kan løfte brandet og drive H2O Branding videre på den måde, som jeg gerne vil have det.”
Rosa Kildahl, H2O Branding
- Nu tror jeg på, at Morten kan løfte brandet og drive H2O Branding videre på den måde, som jeg gerne vil have det, griner Rosa, der er en humørbombe at være i lokale med.
Morten sælger allerede en lang række forskellige flasker med vand, hvor virksomheder får trykt eget logo på. Nu har han købt både navn, form, teknik, kunder, hjemmeside og good-will i H2O Branding, og glæder sig til at arbejde videre med det anerkendte brand, der tæller flere store, eksklusive kunder.
- Jeg har haft rigtig travlt de seneste måneder. Alt har tidligere været på stand-by, men nu er der igen kommet gang i hjulene, og jeg glæder mig til at præsentere mine kunder for den lille buttede flaske, siger Morten Svankjær. De kunder jeg overtager, vil selvfølgelig blive betjent på samme måde som mine øvrige kunder. Jeg tror fortsat på den personlige kontakt, så vi sammen kan finde den bedste løsning til den enkelte kunde.
Morten bygger hele tiden på virksomheden, og kommer derfor til at stå stærkere i kampen om kunderne. Han har nu et unikt produkt, der ikke kan købes andre steder i Danmark.
Befree.dk har meget passende adresse på Rytterskolevej i Nr. Bjert i et gammel vandværk. 70-75% af virksomhedens omsætning er vand i flasker med logo.