I dag blev Peder Juelsgaard Madsen kåret som Årets Koldingborger 2017 til Business Koldings Nytårskur. Denne ærestitel tildeles en gang årligt en person, som på en særlig måde har gjort en indsats for Kolding og derved har gjort Kolding kendt ud over kommunegrænsen.
5. januar 2018
Peder Juelsgaard Madsen er Årets Koldingborger 2017, fordi han i hele sit virke har sat Kolding Kommune positivt på landkortet.
Som direktør på Hotel Koldingfjord, og ikke mindst som aktiv borger i utallige organisationer og ved utallige arrangementer i Kolding Kommune, har Peder Juelsgaard Madsens bidraget til at gøre Kolding kendt både nationalt og internationalt.
Peder Juelsgaard Madsen er et fantastisk eksempel på, hvordan man som tilflytter kan blive en meget værdsat og respekteret erhvervsleder og som person kan være en særdeles fornem ambassadør for Kolding Kommune.
Peder Juelsgaard Madsen, der er tilflytter til Kolding Kommune, er uddannet på Ringkøbing Handelsskole, herefter ansat i Landbobanken, hvorfra han som 25-årig skiftede til Hotel Fjordgården.
Sidste år var det Just Eat-millionæren Jesper Buch som løb med prisen som Årets Koldingborger 2016.