6 ud af 10 virksomheder i Kolding tror på, at de det kommende halve år vil have en stigende omsætning, og lige så mange tror på, at de vil få et bedre resultat. Men mangel på arbejdskraft lægger en dæmper på væksten.
13. december 2019
Morten Bjørn Hansen
Det viser en ny erhvervsanalyse fra Business Kolding, der bygger på en spørgeskemaundersøgelse med svar fra 484 virksomheder. Svarene er indsamlet i slutningen af november.
Tegnende på en global industriafmatning har tilsyneladende ikke påvirket Koldings erhvervsliv, der er lige så optimistiske med hensyn til fremtiden, som de var for et år siden, hvor der også blev gennemført en lignende spørgeskemaundersøgelse.
”Udsigten til en økonomisk vækst får hver fjerde virksomhed i undersøgelsen til at forvente, at de skal øge beskæftigelsen. Det er meget positivt for Kolding, at det ser ud til at virksomhederne kan holde liv i opsvinget lidt endnu,” siger Morten Bjørn Hansen, adm. direktør i Business Kolding.
De positive udsigter deles i DELPRO A/S med hovedkontor i Vamdrup, som arbejder med entreprenøropgaver i relation til transmission og distribution af elektrisk energi og data. Men mangel på faglært arbejdskraft begrænser samtidigt væksten i virksomheden.
”Vi kan fuldstændigt genkende billedet i undersøgelsen. Vi forventer stigende top og bund samt flere ansatte. Og den største begrænsning er rekrutteringen af dygtige medarbejdere”, siger Jacob Rath, adm. direktør i DELPRO A/S
Virksomheden beskæftiger ca. 160 medarbejdere på verdensplan, med afdelinger i England, Polen og Holland, og har også opgaver i Taiwan. Men manglen på især faglærte elektrikere begrænser væksten i Danmark.
”Vi kunne uden videre bruge 20 mand lige nu, heraf 10-15 elektrikere. Men de findes ikke, og derfor må vi ind i mellem sige nej til at byde på opgaver på grund af denne begrænsning. Vi har i Danmark forsømt at få uddannet de faglærte, som vi har behov. Alt for mange går gymnasievejen, og for få tager en faglært uddannelse”, siger Jacob Rath.
Business Koldings erhvervsanalyse bekræfter virksomhedens oplevelse. 21 procent af virksomhederne i undersøgelsen siger, at udfordringerne med at rekruttere medarbejdere er en stor barriere for vækst, og yderligere 22 procent siger, at det er en mindre vækstbarriere.