45 virksomheder i Kolding Kommune er i år udpeget som såkaldte Gazellevirksomheder af dagbladet Børsen.

11. december 2019

En Gazelle er et hurtigt dyr på Savannen, eller en virksomhed, som i løbet af fire regnskabsår hvert år, har haft positiv vækst og samlet set mindst fordoblet omsætningen over de fire år.

Fakta

En gazelle er en virksomhed, som i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og samlet set mindst fordoblet omsætningen over de fire år. Hvis virksomheden ikke opgiver omsætning i sit regnskab, beregnes væksten på baggrund af bruttoresultatet.

2043 gazeller er det blevet til i hele Danmark i 2019, og med 45 i Kolding er kommunen godt repræsenteret i feltet. Blandt andet Auction Group A/S (Autoproff), har haft en imponerende vækstrate på 560 procent. 

Blandt de 45 Gazeller er 21 udnævnt for første gang, og det viser at væksten i Kolding rammer alle brancher i alle lag. På listen er dog også stabile gengangere, som Auto-Centralen A/S, der er udnævnt for 7. gang, samt J.A.A.K. Aps., der er udnævnt for 6. gang.

”Vækstlaget i Koldings erhvervsliv har det godt. Men det er en særlig bedrift at opnå Gazelle-status, og det fortjener en særlig opmærksomhed. Man bør også lægge mærke til spændvidden i Koldings gazeller, hvor der i feltet bl.a. findes en anlægsentreprenør, et arkitekstfirma, en IT-virksomhed og et bryghus. Det viser, at vi har mange strenge at spille på,” siger Morten Bjørn Hansen, Adm. direktør, Business Kolding.

Gazellerne vil blive fejret til Business Koldings Nytårskur, som afvikles mandag den 6. januar 2020 på Koldinghus. Her vil Årets Koldingborger også blive kåret.