Endnu en kampagne der skal trække feriegæster til området omkring Lillebælt er skudt i gang. Det drejer sig ikke kun om børnefamilier, dem uden børn og naturentusiaster, men også om erhvervsturister, der kommer for at holde møder og konferencer.
25. juni 2020
Kampagnen ”Vi sælger Lillebælt – og genstarter turismen”, er en fælles indsats mellem VisitMiddelfart, VisitFredericia, Destination Lillebælt, Meeting Lillebælt, Brobygning Middelfart, Middelfart Handel, Business Fredericia, VisitKolding, Business Kolding og Naturpark Lillebælt. En indsats som skal skabe liv og vækst i butikker, attraktioner og overnatningssteder.
Lillebælt byder på en række vilde og vidunderlige oplevelser, som du kun får lige her på vores plet. Vi kalder dem Vilde Vidundere. Middelfarterne kender dem. Koldinggenserne kender dem. Fredericianerne kender dem. Men kender andre dem?
Et vigtigt omdrejningspunkt i kampagnen bliver fem små film med Sara Lygum, TV-vært og boligekspert, som kan ses herunder. Sara sætter i filmene en række af Lillebælts Vilde Vidundere ”til salg”. Du finder også videoerne på Facebook og Instagram og på lillebaelts.dk