Fra d. 29. juni og seks uger frem kan alle, både feriegæster og Koldings borgere, hoppe på en gratis shuttlebus, der kører i fast rutefart mellem Koldings attraktioner og kulturinstitutioner, blandt andet for at hjælpe turisterhvervet i Kolding Kommune.

25. juni 2020

Der er ingen tvivl om, at turisterhvervet har været hårdt ramt af nedlukningen under Corona, og derfor gælder det nu om, at hjælpe dem i gang på bedste vis. Derfor har Kolding Kommune indsat en shuttlebus, der skal forbinde attraktionerne mellem Kolding og Christiansfeld, Kolding Storcenter og bymidten, og den vil ligeledes køre til blandt andet Skamlingsbanken og Hejlsminde.

Ud over at være en stor, og efterspurgt, service til turisterne, så håber man med initiativet også, at flere vil være turister i egen by, at de lokale også vil besøge Skamlingsbanken, Trapholt og stranden i Hejlsminde. Eller komme nemt til shopping i midtbyen og storcentret.

Du kan læse mere om turistbussen på www.visitkolding.dk/shuttlebus, hvor du også finder køreplan og beskrivelse af de mange attraktioner. Bussen kører ruten tre gange om dagen.