Det seneste år har rekordmange ledige borgere henvendt sig til Jobcentret og Business Kolding for at få hjælp til at realisere drømmen om at starte egen virksomhed. 32 ledige borgere er, eller har været, i et 6-ugers iværksætterforløb hos Business Kolding siden 1. januar 2020.
18. februar 2021
Gik man ind i lokale 19 i Pakhuset i september måned sidste år, emmede det af liv. Seks iværksættere arbejdede målrettet på at realisere drømmen om at starte egen virksomhed. En af dem var møbelsnedkeren Jens Frost Jacobsen, der har startet virksomheden Traj Møbelsnedkeri.
- Jeg havde kun en idé om at blive selvstændig, da jeg startede i forløbet, forklarer Jens Frost Jacobsen, så jeg har virkelig fået meget ud af det. Jeg har fået mere gå-på-mod men også ambitioner for min virksomhed. Min mentor under forløbet hjalp mig med at få styr på salget og markedsføring af min virksomhed. Jeg nåede også at få opbygget min hjemmeside, hvilket betyder at jeg allerede nu har rigtig godt gang i salget, og får nye kundeforespørgsler hver uge.
“Min mentor under forløbet hjalp mig med at få styr på salget og markedsføring af min virksomhed. Jeg nåede også at få opbygget min hjemmeside, hvilket betyder at jeg allerede nu har rigtig godt gang i salget.”
Jens Frost Jacobsen, Traj Møbelsnedkeri
- Jeg fik også et godt netværk undervejs, og især med de andre deltagere. Nogle af dem har jeg stadig kontakt med. Men det var rart at sparre med ligesindede. Jeg fik også god vejledning fra Business Kolding, og fik derigennem søgt, og fik tildelt, et legat på 25.000. Business Kolding hjalp mig også med at finde de lokaler, jeg nu er rykket ind i.
Og der er mange flere gode historier som Jens’. Om det er stigningen i ledige under Covid-19, der har fået så mange til at søge om et forløb, er svært at svare på. Normalt gennemføres 10 forløb om året, mod 25 afsluttede forløb siden januar 2020. Netop nu er 7 i gang med at gennemføre forløbet online
Formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Kolding Kommune, Poul-Erik Jensen (S) opfordrer til at vi dyrker iværksætterkulturen:
- Det er fantastisk at høre, at iværksætterne gør alvor af de drømme de har. Iværksætteri er vigtigt i Kolding, da det skaber arbejdspladser, og for nogen er det den rigtige vej ud af dagpengesystemet. Det er vigtigt, at iværksætteri fortsat er en del af arbejdsmarkedspolitikken, så vi skaber de rette rammer for at iværksætteriet kan blomstre.
“Det er fantastisk at høre, at iværksætterne gør alvor af de drømme de har. Iværksætteri er vigtigt i Kolding, da det skaber arbejdspladser, og for nogen er det den rigtige vej ud af dagpengesystemet.”
Poul-Erik Jensen, Arbejdsmarkedsudvalget i Kolding Kommune
- Samtidig er det rigtig vigtigt, at vi samarbejder på tværs i Kolding Kommune, og derfor er det naturligt, at der er et stærkt samarbejde mellem Jobcentret og Business Kolding om blandt andet iværksætterforløbene, fortsætter Poul-Erik Jensen
6-ugers forløbene for ledige er netop blevet til i et samarbejde mellem Jobcentret og Business Kolding, og forløbene er helt klart blevet styrket af samarbejdet gennem årene, da de løbende evalueres.
Iværksætteren får tildelt en arbejdsplads i Pakhuset, hvor der er tæt kontakt til Business Kolding, men også med et stort netværk lige uden for døren. Derud over får de lavet en persontypeprofil og så har de mulighed for sparring med en mentor i op til 12 timer på forløbet. I øjeblikket foregår forløbene online.
Er du ledig og interesseret i at høre mere? Så kontakt
FAKTA
35 ledige er startet i forløb siden januar 2020. Her er iværksætterne i dag:
- 8 har startet egen virksomhed på fuld tid
- 3 har fået nyt job
- 9 er fortsat ledige, men har startet virksomhed som selvstændig bibeskæftigelse
- 1 har fået deltidsjob og har egen virksomhed ved siden af
- 1 er startet på uddannelse
- 3 har netop afsluttet forløbet
- 7 er i øjeblikket i gang med et online forløb