De fleste kender Ecooking, men de færreste har været med inde bag dørene hos virksomheden i Gl. Skartved. I denne uge tager vi dig med på fotorundtur i virksomheden.

1. november 2024
Tanja Marek

Ecooking er et dansk hudplejebrand, der har oplevet stor vækst siden Tina Søgaard udviklede de første produkter hjemme i sit private køkken. Det startede som et nicheprojekt med fokus på at skabe effektive hudplejeprodukter med så mange naturlige og økologiske ingredienser som mulig, uden at gå på kompromis med effektiviteten.

Siden da har Ecooking udvidet sortimentet markant og tilbyder nu et bredt udvalg af produkter til ansigt, krop, hår samt makeup. De har opnået stor anerkendelse både nationalt og internationalt for deres kombination af kvalitet, gennemsigtighed og bæredygtighed.

Naturlige produkter
Virksomhedens fokus har altid været at levere produkter, der giver synlige resultater. De prioriterer rene ingredienser og har certificeringer fra blandt andet AllergyCertified, Vegan & Dermatologisk test, hvilket gør mange af deres produkter velegnede til sensitiv hud.

Ecooking er også kendt for at levere produkter både med og uden parfume, som nogle af de eneste i branchen.

De har gennem Ecookings levetid vundet mere end 70 awards for deres produkter, der ud over har de også været kåret til Årets Samarbejdspartner ved Matas og Årets iværksætter i Kolding.

Fra små produktioner hjemme i køkkenet er Ecooking nu vokset til en prisvindende virksomhed, hvor der har været stor fokus på de enkelte markeder og på at øge væksten på de lokale markeder, således at de nu er klar til at sætte fokus på nye potentielle vækstmarkeder.

Medarbejderne er den vigtigste ressource
For Tina er det vigtigt, at medarbejderne føler kollegaerne som familiemedlemmer, så man har tillid til, at man altid vil hinanden det bedste. Her må man gerne presse hinanden og have forskellige holdninger og værdier. Det kan også være en måde at udvikle sig på, både personligt og fagligt.

“Det er en hårfin balance mellem at passe på brandet – og samtidig forny sig.”

Tina Søgaard, Ecooking

- Vi skal alle arbejde for brandets bedste, forklarer Tina Søgaard. Det er en hårfin balance mellem at passe på brandet – og samtidig forny sig.
Når der kommer nye medarbejdere, bobler de ofte af nye ideer, som man skal forsøge at inkorporere i brandet.

Tina har siden begyndelsen, vægtet det højt at få Kolding på landkortet. Derfor bliver Kolding tænkt ind i mange af de ting virksomheden foretager sig, lige som de har sat fokus på lokal støtte.

Produkter i fokus
Når man kommer inden for døren i virksomhedens domicil i Gl. Skartved, bliver man mødt af en dejlig atmosfære. Produkter på hylderne, møderum og grønne planter, og ikke mindst medarbejdere der smiler og byder velkommen. Tina tog os selv med på rundvisning i huset, en rundvisning der startede i ”køkkenet”, hvor der normalt bliver holdt oplæg for gæster i huset. Der er ingen tvivl om, at Tina har skabt et hus, der afspejler hendes og brandets værdier. Tag med på billedrundvisning hos Ecooking.

Se billeder fra Ecooking