Man kommer ikke sovende til succes. Det ved de i Kolding Storcenter, hvor de med analysearbejde, strategiske mål og investeringer er lykkedes med at udvikle centret til, at de i dag har ca. seks millioner gæster om året.
25. april 2025
En trecifret millioninvestering i udviklingen af centeret betyder blandt andet, at der i dag ligger en stor Ilva og en Leos Legeland på samlet 8000 kvadratmeter på adressen – og at der inden for nærmeste fremtid kommer et endnu større udvalg af mad- og drikkevaresteder samt en ny stor Elgiganten på ca. 2500 kvadratmeter.
Kolding Storcenter er solidt forankret i lokalområdet – men med blikket rettet udad. Ambitionen er klar: At styrke sin position som en regional destination og være et fyrtårn, der trækker besøgende til Kolding. Derfor bruger marketingchef Kristina Buchwald Laursen meget tid på at analysere forretningen og identificere, hvor der er størst potentiale for udvikling og vækst.
“Vi analyserer på både internationale, nationale og lokale data for at se, hvor vi kan optimere driften, hvad der er af trends og hvordan forbrugernes behov udvikler sig.”
Kristina Buchwald Laursen, Kolding Storcenter
– Vi analyserer på både internationale, nationale og lokale data for at se, hvor vi kan optimere driften, hvad der er af trends og hvordan forbrugernes behov udvikler sig. Og det er for at sikre, at vi kører den rette strategi og har det rigtige lejermix, der giver kunderne den bedst mulige oplevelse, siger Kristina Buchwald Laursen.
Ikke stive i strukturen
I udviklingen af Kolding Storcenter handler det ikke om at vokse i størrelse. Det er i stedet potentialet i variation af de helt rigtige butikker, spisesteder og oplevelsesmuligheder kombineret med fællesskabende events, der driver kræfterne bag Kolding Storcenter.
Som en del af DSC – Danske Shopping Centre, der har 16 centre i Danmark – har Kolding Storcenter et bagland med tyngde i vægtskålen, der med blandt andet unikke marketingmuligheder og indsigt i data kan bidrage til at indfri ambitionerne om at løfte centeret frem mod 2030.
Og her er det ingen hindring, at Kolding Storcenter er Jyllands største shoppingcenter med 120 butikker, spisesteder og biograf:
“Forventningerne til shopping og byliv ændrer sig – og vi vil være på forkant. Og det betyder, at man som gæst aldrig kører forgæves....”
Kristina Buchwald Larsen, Kolding Storcenter
– Vi er store, ja – men vi er ikke stive i strukturen. Det er afgørende for os at kunne reagere hurtigt på data og tendenser. Forventningerne til shopping og byliv ændrer sig – og vi vil være på forkant. Og det betyder, at man som gæst aldrig kører forgæves – for ambitionerne om at blive den bedst mulige destination for kunderne rykker målstregen og sikrer, at Kolding Storcenter fornyer sig løbende, fortæller Kristina Buchwald Laursen:
– Aktuelt er vi i gang med en større rokade i centret – både med nye lejere og med eksisterende butikker, der flytter placering, så vi kan skabe plads til næste kapitel. Blandt andet et nyt spisested, vi glæder os til at præsentere snart, fortæller hun.
Samarbejde på tværs
For i endnu højere grad at kunne levere en samlet oplevelse som destination til de besøgende, har kræfterne bag Kolding Storcenter indledt et samarbejde med Business Kolding, der skal være med til at styrke synergien mellem storcenteret, byen og kulturen. – Vi er en stærk destination i os selv – med egne strategiske mål og investeringer – men ser klart værdien i at indgå i fællesskaber og samarbejde, når det styrker helheden og gavner os alle, siger Kristina Buchwald Laursen.

Ved månedlige møder skal Business Kolding, Kolding Storcenter og Kolding Kultur og Event brainstorme på, hvordan aktørerne i fællesskab kan få fremhævet de kvaliteter, hvor de hver især står stærkest – og i samspil med hinanden kan stable fælles events på benene. – Vi har en fælles interesse i, at Kolding opleves som én samlet destination – ikke som delt op i bymidte og storcenter.
Det kræver, at vi tænker sammenhæng og samarbejde, siger Brian Kaslund, udviklingskonsulent i Business Kolding. Brian Kaslund og kollega Niels-Arne Lauridsen, forretningsudvikler i Business Kolding, peger også på, at initiativer som Detailværket – et netværk for detail- og oplevelsesaktører i hele Kolding – er med til at understøtte den fælles udvikling og skabe værdi for både city og center.