Et nyt industrieventyr eller en ny IT virksomhed med potentiale til at blive den næste Endomondo? Ja tak - det vil vi alle gerne se, selvom lidt mindre start-ups også kan gøre det.

29. marts 2017

Men uanset størrelsen så kræver det mange nye start-ups, og bag ethvert nyt startup står en entreprenant mand/kvinde med viden og mod til at tage springet, og bag enhver entreprenant mand/kvinde står en mor/far, en familie og et netværk, hvis holdning til iværksætteri og en rigtig forståelse af risici og muligheder er afgørende for at iværksætteren tør gå i gang.

Utilpassede talenter
Disse entreprenante mennesker med positiv opbakning fra baglandet skal vi have mange flere af, og den indsats starter allerede i daginstitutioner og folkeskolen. Her skal der arbejdes med foretagsomhed, kreativitet og problemløsning - vel at mærke løsning af rigtige problemer i tæt kontakt med rigtige virksomheder og virkelighedens verden.

Iværksætteri er en glimrende platform for at arbejde med de gængse fagligheder som matematik, dansk, naturfag og sprog. Samtidig giver det de ikke så bogligt orienterede børn muligheden for at opdage et talent, og faktisk var rigtigt mange succesfulde iværksættere de såkaldt "utilpassede" i deres skoletid.

Nødvendigt holdningsskift
Som eksempel går Vamdrup Skole forrest og har gjort iværksætteri til en integreret del af undervisningen på tværs af traditionelle fag, og løser rigtige udfordringer for lokale virksomheder som f.eks. Dansk Autologik.

En række andre folkeskoler er også i gang, og interessen fra erhvervslivet for langsigtet samarbejde, adoptioner og projekter på virkelige udfordringer er stor.

Indsatsen i Kolding Kommunes folkeskoler giver også forældre og familie mulighed for at forstå, hvilke muligheder og udfordringer et liv som selvstændig og iværksætter byder på.

Skal vi have flere nye start-ups båret af entreprenante iværksættere, så starter det reelt med et holdningsskift hos de forældre og det netværk, som har afgørende betydning for, om et ungt menneske vælger den traditionelle vej som ansat eller vejen som iværksætter.

Så du kære mor, far eller onkel - bakker du op, når din søn, datter eller niece inden længe fortæller om sin nye idé til en ny virksomhed?

Hver måned året ud skriver direktør for Business Kolding klumme i Ugeavisen.

Deltag i debatten på www.businesskolding.dk/debat.