Benjamin Wolters fra Kolding har en passion for surdejsbrød, og med virksomheden BeansterBaker har han for fire uger siden startet brødudsalg i Bjert Gamle Brugs. Men det er bare en lille del af virksomheden.
23. april 2020
Det hele startede med et brød, som Benjamin Wolters, der oprindelig er uddannet kok, bagte hjemme i privaten for snart 10 år siden. Han blev ansat på et hotel til at bage brød, og kunne der nørde og udvikle brødet, og siden har det været brødet, der har båret ham til den virksomhed, han nu er i fuld gang med at udvikle.
Benjamin har gennem årene kombineret jobbet i hotelbranchen med sin egen brødvirksomhed, hvor han først og fremmest har holdt workshops og kurser i sit bagestudie, både for private og for bagere og kokke – og med hans store viden omkring surdej og brød, har han da også undervist landsholdskokke. Han har kontakt til verdens bedste bagere og møllere og tester gerne forskellige meltyper.
Han har gennem noget tid bagt og leveret brød bagt på økologisk mel til forskellige B2B-kunder, og har med tiden fået opbygget en kundegruppe, først med udgangspunkt i hotellets køkken og nu med egne lokaler i Bjert Gamle Brugs, hvor han har indrettet sig med professionelt udstyr i det gamle ”Leverpostejskøkken”. Det er også herfra, han de sidste fire uger har solgt brød i løssalg, et initiativ der lynhurtigt blev sat i gang under Corona-krisen – et par måneder før det var planlagt, da han godt kunne se at enkelte andre kunder ville falde fra i en periode. Og følger man ham på Facebook og Instagram, får han kun rosende ord med på vejen
Det har været en stor succes, og er også noget Benjamin vil holde fast i fremover. Der vil hver dag ligge brød på hylder i vindfanget, som man kan køre forbi og købe – også uden for åbningstid. Er Benjamin i bageriet er kunderne derimod meget velkomne til at stikke hovedet ind og sige hej – og få en god historie om godt brød med på vejen.
Produktet har været det bærende hele vejen – og det samme har evnen til at omstille sig og til at tænke nyt og kreativt. Lige nu er det online workshops om surdej, der hitter – men Benjamin har også store drømme om, hvordan han kan udvikle forretningen fremover med import af mel og egen webshop. Og en ting er helt sikkert, han vil fortsat dele sin viden, glæde og fascination for brød på workshops, sociale medier og når han møder folk ”in real life”.