Dennis Frydland Poulsen valgte en humanistisk it-uddannelse hos SDU i Kolding. Nu har han som forretningsudvikler hver dag fokus på, at digitalisering og grøn omstilling er til at forstå for EWIIs kunder.
30. juni 2022
Anette Jorsal
Måske du lagde mærke til, at Koldingegnens Teater i december sidste år lå badet i enten grønt eller rødt lys. Der var selvfølgelig tale om en julebelysning, men det var ikke kun for sjov. Der var nemlig mening med farverne. Når de otte spotlights lyste grønt, var strømmen i huset grøn. Når lyset var rødt, brugte teatret sort strøm.
Dennis Frydland Poulsen, der er uddannet cand.it. fra Syddansk Universitet i Kolding, stod for projektet hos energiselskabet EWII, der havde indgået et samarbejde med teatret om den kreative belysning.
“Som cand.it. har man en indsigt i samspillet mellem mennesker, it og virksomheder, og perspektivet er, at it ikke er målet i sig selv, men er et middel til at opnå en løsning.”
Dennis Frydland Poulsen , EWII
Det er bare et eksempel på nogle af de mange projekter, Dennis Frydland Poulsen som projektleder arbejder med hos EWII. De er langt fra alle så synlige og kulørte, men det handler meget af tiden om at udvikle nye koncepter og digitale varer i den afdeling, hvor han sidder, nemlig afdelingen for forretningsudvikling.
Som cand.it. har Dennis Frydland Poulsen en ballast, hvor han kan navigere i en kompleks it-kontekst og samtidig formidle det til mennesker.
”Som cand.it. har man en indsigt i samspillet mellem mennesker, it og virksomheder, og perspektivet er, at it ikke er målet i sig selv, men er et middel til at opnå en løsning. Cand.it. er en humanistisk uddannelse, og du bliver på mange måder en generalist. Jeg er ikke uddannet som specialist, men har de mere generelle humanistiske kompetencer og analytiske egenskaber til at forstå mennesker, kulturer og vaner, der f.eks. kan anvendes, når der skal ske forandringer som f.eks. i den digitale understøttelse af den grønne omstilling”, siger Dennis Frydland Poulsen.
Han valgte Kolding som studieby, da han skulle læse en bachelor i international virksomhedskommunikation med engelsk og it. Han blev i Kolding, da han tog sin kandidat og blev cand.it.
“Som humanist er du virkelig godt stillet, sådan som jeg ser det, for du har et menneskeligt mindset, som du kan bruge, når du skal forstå de komplekse problemstillinger, og du har en formidlingsevne til at gøre det komplekse forståeligt for kunderne.”
Dennis Frydland Poulsen, EWII
Godt stillet med cand.it.
Dennis Frydland Poulsen har lige siden sin studietid, hvor han havde studiejob i Region Syddanmark, haft flere spændende stillinger inden for digitalisering bl.a. som konsulent i Fredericia Kommune og senest hos Energinet, inden han i oktober 2021 landede hos energiselskabet EWII i Kolding.
Han syntes, det ville være interessant at arbejde med grøn omstilling, og han tror rent faktisk, at der bliver brug for flere med en uddannelse som cand.it. til at være med til at drive de forandringer, som samfund og forbrugere skal gennem.
”Som humanist er du virkelig godt stillet, sådan som jeg ser det, for du har et menneskeligt mindset, som du kan bruge, når du skal forstå de komplekse problemstillinger, og du har en formidlingsevne til at gøre det komplekse forståeligt for kunderne”.