Vega Salmon fra Esbjerg har flyttet sin administration til Kolding, mens produktionen i Esbjerg rykker til Handewitt i Tyskland.
21. november 2016
Fiskeforædlingsvirksomheden har etableret hovedadministration og dermed 25 nye arbejdspladser i Volkerts Fabrikker i Kolding. Vega Salmon producerer highend fiskeprodukter af primært laks og ørred. Produktionen består af både fersk, gravad, samt koldt og varmtrøget fisk med eksport til over 40 lande.
”Kolding ligger perfekt for os. Det er jo i hjertet af Jylland, og det er interessant for os, fordi der også er andre fødevarevirksomheder i området”, siger administrerende direktør, Michael Budtz Berthelsen
Vega Salmon har produktion i både Handewitt i Tyskland og Sölvesborg i Sverige. Men administrationen bliver i Danmark, og nu i Kolding. Og valget af Kolding skyldes også virksomhedens vækststrategi.
”Det giver os bedre mulighed for rekruttering af medarbejdere med de rette kompetencer, samtidig med at vi har kort afstand til fabrikken i Handewitt”, fortæller Michael Budtz Berthelsen.
I Trekantområdet arbejdes der i forvejen med klynger indenfor Innovation, IT, Produktion, Design og Fødevarer. Så Vega Salmon passer som virksomhed også godt ind.
”Der er tale om en innovativ fødevarevirksomhed med fokus på udvikling og kvalitet. Så i forhold til optimale vækstvilkår, så er de havnet det rette sted. I Trekantområdet og Kolding kan vi tilbyde det hele”, siger administrerende direktør for Business Kolding, Tommy Langhoff.
Vega Salmon flyttede de første medarbejdere til Kolding allerede d. 19. september, men først nu er alle på plads.
Yderligere oplysninger:
Michael Budtz Berthelsen, Adm. dir., Vega Salmon – tlf: 2222 6189
Tommy Langhoff, Adm. dir., Business Kolding – tlf: 2081 2927