De 12 deltagende startups i Fynske Bank Startup Lab har nu været igennem de første to workshops, hvor der har været fokus på henholdsvis brugerinvolvering og prissætning. I weekenden i uge 47 mødes alle finalisterne til en spændende og intensiv bootcamp i Houens Odde Spejdercenter. Her får de skærpet deres forretningsidé og bliver klædt på til pitch ved den store finale på Koldinghus den 29. november, hvor de skal præsentere deres koncepter for blandt andet Tina Søgaard, Brian Mikkelsen og Jesper Buch.

15. november 2024
Martin Porsborg Hemrich

Første to workshops i Kolding
Den 5. november havde vi første workshop i Pakhuset, hvor de 12 iværksættervirksomheder skulle blive klogere på Kundeinvolvering og brugertest i udviklingen af deres koncepter. Indledningsvis fortalte Tina Søgaard dog om sin egen iværksætterrejse med Ecooking. Herefter tog UX-ekspert Mads Norlyk over og introducerede deltagerne til, hvordan man udvikler sin idé med brugeren i centrum. Deltagerne skulle blandt andet lave deres egen plan for, hvordan de tager de første skridt i forhold til kundeinvolvering.

I tirsdags den 12. november var der atter en workshop. Denne gang var Anders Nielsen oplægsholder med fokus på prissætning, økonomi og salg. Deltagerne arbejdede med at udvikle egne prissætningsstrategier og identificere værdien af deres løsninger for potentielle kunder.

Startup Lab Bootcamp
Fredag den 22. november mødes alle deltagere til en tredages intensiv bootcamp på Houens Odde Spejdercenter uden for Kolding.

Her får deltagerne mulighed for at dykke yderligere ned i deres ideer og vil blive præsenteret for fagliglige indspark, der skal styrke deres koncept yderligere.

Fredag eftermiddag vil Marcus Møberg fra det digitale marketingbureau, ASENTO, gøre deltagerne klogere på, hvordan de skal gribe deres markedsføring an. Her vil de blandt andet kigge på SEO, Google Ads, E-mail marketing og annoncering på sociale medier.

Lørdag formiddag tager Palle Kjær fra Contra deltagerne i hånden og gør dem klogere på salgsprocessen og kontakt til potentielle kunder.

Lørdag eftermiddag vil Ib Madsen fra Bang & Jensen Group gøre finalisterne skarpe på deres pitch. Til finalen har de kun har fire minutter(!) hver til at præsentere deres forretningsidé for det prominente dommerpanel. De skal med andre ord have helt styr på salgstalen og være klare i spyttet, når der skal svares på dommernes spørgsmål.

Søndag formiddag er der afsat to timer af til at test-pitche for nogle af Business Koldings erhvervsmentorer. De vil med andre ord agere dommerpanel over for iværksætterne, og stille dem spørgsmål som dommerne ville gøre det. De får feedback på deres præsentationer og så bliver de bliver helt klar til finalen på Koldinghus.

Finale på Koldinghus
Fredag den 29. november klokken 15:00 er det store finaledag på Koldinghus. Efter det intensive forløb er de 12 startups klar til at pitche deres forretningsidéer i Kirkesalen foran dommerpanelet bestående af Tina Søgaard, Jesper Buch, Brian Mikkelsen, Morten Skov og Morten Bjørn Hansen. Vinderen af konkurrencen går hjem med 100.000 kroner og andenpladsen 50.000 kr. De 10 øvrige deltagere i finalen på Koldinghus går ikke tomhændet hjem fra kongeslottet. De vinder 5 timers individuel vejledning hver, med det digitale marketingbureau ASENTO. Der er med andre ord lagt op til en spændende afslutning på Fynske Bank Startup Lab.