I dag åbnede NEXTTECH dørene og der var stor interesse for det lokale 3D printcenter med viden, uddannelse og netværk.
26. september 2017
Over 70 tilmeldte fra forskellige områder af erhvervslivet var mødt op til åbningen af NEXTTECH, hvor den officielle åbning blev foretaget af Borgmester, Jørn Pedersen.
”NEXTTECH skal både være med til at skabe opmærksomhed på de mange tekniske arbejdspladser vi har i Kolding Kommune, men også at sikre, at vores virksomheder er i front med de nyeste teknologier. Jeg har heller ikke lagt skjul på, at jeg ser det her indhold og de samarbejdspartnere omkring som startskuddet til at få ingeniøruddannelser til Kolding. Det er ikke et ønske, men et mål vi vil gå benhårdt efter”, siger Jørn Pedersen.
På programmet var forskellige indlæg. Blandt andet fortalte Erik Petersen fra DanRobotics om hvordan de arbejder med 3D print hos dem. Han viste forskellige anlæg, blandt andet en robot, der var designet til at sortere flødeboller. Hos DanRobotics anvender de 3D print mere og mere i deres produktion.
Kurt Due Petersen fra Canon kom ind på hvilke muligheder man som virksomhed har med 3D print. Han fortalte hvordan 3D print virker og hvordan man laver en model. 3D print er ikke specielt udbredt i den danske virksomheder. En undersøgelse for år tilbage viser, at kun ca. 4% brugte 3D print dengang. Siden har der dog været en markant stigning. Sammenlignet med andre lande, så er brugen af 3D print i danske virksomheder markant lavere end andre lande, men det skyldes at vi i Danmark ikke har Formel1 og flybyg industri herhjemme.
Lasse Staal fra AddiFab fortalte om brugen af 3D print som produktionsplatform. Han deltager sammen med NEXTTECH på HI Messen den 4-5 oktober.
Simon Christensen Ph.d. studerende fra Aalborg Universitet kom ind på 3D print og exoskeleton og viste eksempler på brugen af det og hvordan exoskelet teknologier kan gøre brug af 3D print teknologien. På sigt skal forskningsprojekterne kommercialiseres i samarbejde med virksomheder, så de kommer ud og gør gavn.
Afslutningsvis var der oplæg fra Hanne Thøgersen, adm. Direktør i NEXTTECH. Hun kom ind på hvilken rolle NEXTTECH skal spille og hvad det er man ønsker for det nye 3D printcenter. ”3D er for alle og 3D bliver en del af fremtidens udvikling og produktion. NEXTTECH skal give virksomhederne mulighed for at komme hurtigt i gang med 3D print med sparring, rådgivning og adgang til professionelle 3D printere”, fortæller Hanne Thøgersen.
Et medlemskab koster 10.000 kr om måneden og til gengæld får man mulighed for at komme med i maskinrummet og afprøve ny 3D print teknologi på de professionelle printere, hvor der er investeret mellem 5-8 mio. kr.