Torsdag aften kunne Foreningen Business Kolding endnu en gang åbne dørene til Firmafesten. En aften fyldt med netværk, præmier og forrygende underholdning. Vi siger tak til hver en gæst, der var med til at skabe en festlig stemning i Koldinghallerne!
27. september 2024
Tanja Marek
Med næsten 800 gæster, var der torsdag aften lagt op til Foreningen Business Koldings helt store netværksarrangement "Firmafesten 2024". Flere end 120 lokale virksomheder havde købt billet til en aften i Koldinghallerne, hvor Jespers Torvekøkken diskede op med en tapastallerken og Lillis leverede lækre cookies til dessert.
Fremtidens arbejdsplads på programmet
Fra scenen i Hal 1 talte borgmester Knud Erik Langhoff om udviklingen i Kolding, i midtbyen og erhvervslivet generelt samt om vigtigheden af at samles - efterfulgt af Liselotte Lyngsø, der speedsnakkende og på humoristisk vis gav et indblik i fremtidens medarbejdere og betydningen af den kunstige intelligens for vores arbejdspladser. Et festligt punktum på aftenen var komiker Christian Fuhlendorff, der gav gode grin og indblik i hverdagen på Amager
Lokale virksomheder sponserede gaver
Aftenen bød også på en lodtrækning med flotte præmier fra 21 lokale medlemsvirksomheder for i alt 30.000 kr. Tak til alle, som sponserede en gave til Firmafesten!
TAK!
Tak til alle vores medlemmer, som var med til at gøre årets Firmafest til en rigtig god aften!
Hilsen fra alle medarbejderne hos Business Kolding.