Det er en svær tid for restaurationsbranchen, og derfor kunne de tidligere søge om midler i Aktivitetspuljen under Erhvervsstyrelsen.

11. december 2020

I puljen kunne man søge om et engangsbeløb på 25.000 kr. til en idé, der øger aktiviteten og kommer gæsterne til gode.

En af dem, der har søgt om penge, er Morten Strøh, der ejer både Vinbaren, The Mokka Café, Marinaen og Circus Gin. Både Marinaen og Mokka fik tildelt penge.

- På Marinaen brugte vi pengene til at servere et gratis glas champagne til gæsterne, fortæller Morten Strøh. Selv om der ikke kommer mange gæster, så vil vi rigtig gerne vise, at vi værdsætter de gæster, der fortsat besøger os.

Mokka har brugt pengene på julebelysning og mere varme udendørs, så endnu flere kan komme ud, og få en coronasikker café-oplevelse.

- Noget af det værste i disse corona-tider er, at informationer og restriktioner hele tiden kommer i sidste øjeblik, fortsætter Morten. Derfor ved vi aldrig, hvor vi står.

 

“- Vi synes også at vi sender et godt signal til vores medarbejdere ved at sende dem på kursus.”

Morten Strøh, Marinaen

Morten har udnyttet tiden, hvor der ikke har været så meget at lave, til at give nogle af medarbejderne et kompetenceløft gennem Dansk Fødevareakademi, der henvender sig til hotel-, restaurant- og fødevarevirksomheder i hele Region Syddanmark. De bidrager til, at virksomheden når deres fulde vækstpotentiale, bl.a. via kompetenceløft.

Morten har haft to sommelierer på efteruddannelse, og snart skal endnu en medarbejder på kursus, nemlig en lederuddannelse.

- Vi synes også at vi sender et godt signal til vores medarbejdere ved at sende dem på kursus. Så de fastholder troen på, at der også er arbejde til dem efter Corona – og medarbejderne står toptunede, til når vi kan åbne helt op igen, slutter Morten.